Politikere holder hånden under Aarhus Ejendomme med budgetforlig

Forvaltningen i Aarhus Kommune skal udarbejde en plan for at reducere antallet af kommunale kvadratmeter, mens der sættes flere penge af til Aarhus Ejendomme.

Et bredt flertal i Aarhus Byråd har med årets budgetforlig besluttet at styrke Aarhus Ejendomme, der står for kommunens ejendomsdrift og rammerne om byens velfærdstilbud.

Det skriver Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Partierne bag aftalen vil sikre, at institutioner som skoler, dagtilbud og plejehjem fortsat har gode og klimavenlige rammer, selvom Aarhus Ejendomme på kort tid har opbygget et underskud på 147 millioner kroner.

Forligskredsen bevilger blandt andet 30 millioner kroner om året til at dække stigende udgifter til el, varme og vand.

Samtidig har man anerkendt en ubalance på omkring 40 millioner kroner mellem det forventede serviceniveau og det nuværende budget. Heraf bliver 30 millioner kroner dækket via forliget, mens de resterende 10 millioner kroner skal findes gennem omprioriteringer i Teknik og Miljø.

– Aarhus Ejendomme er omdrejningspunktet for de kommunale velfærdstilbud. Det er her både børn, unge og vores ældre opholder sig i mange timer i løbet af dagen eller bor, udtaler Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø.

– Nu er vi ovre krisesituationen, og det handler om, at vi får skabt en god hverdag for borgerne og brugerne og får skabt gode og fremadrettede løsninger.

Forligspartierne understreger, at den økonomiske situation ikke må føre til forringelser i serviceniveauet. Derfor er der afsat yderligere 30 millioner kroner årligt fra 2026, så Aarhus Ejendomme kan drives uden at gå ud over brugerne.

Samtidig er Teknik og Miljø blevet bedt om at udarbejde en plan for at reducere antallet af kommunale kvadratmeter. Planen skal sikre besparelser, men med mindst mulig indvirkning på de centrale velfærdsområder.

Med budgetforliget er der skabt et grundlag for en genopretningsplan, som skal bringe Aarhus Ejendomme i balance.

– Vi er ikke i mål, men vi er kommet nogle gode og vigtige skridt nærmere, og budgetforliget giver os et godt grundlag i den proces i arbejdet med en genopretningsplan, udtaler Nicolaj Bang.

Tilmeld Nyhedsbrev