
Debatten om en ny dagligvarebutik i Slotsgade i Dronninglund trak ud, da byrådet brugte omkring halvanden time på sagen.
Uenigheden var tydelig, men et snævert flertal besluttede at sende planerne videre i processen, skriver Nordjyske.
Afstemningen endte med 15 stemmer for og 12 imod, og dermed kan arbejdet med en ny lokalplan og et kommuneplantillæg gå i gang. Det sker med krav om, at projektet tilpasses arkitektonisk til det eksisterende bymiljø.
Projektet omfatter opførelse af en dagligvarebutik på cirka 1.200 kvadratmeter med tilhørende parkering og varelevering på et samlet areal på omkring 7.400 kvadratmeter. Derudover er der planer om at opføre boliger i den nordlige del af området.
Planerne forudsætter, at eksisterende bygninger på grunden rives ned, herunder to bygninger, der i dag er udpeget som bevaringsværdige. Netop dette spørgsmål er kernen i konflikten.
Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V) peger på, at betegnelsen bevaringsværdig ikke er det samme som fredet, og at kommunen i sidste ende selv kan ændre udpegningen. Samtidig understreger han, at projektet, der er tegnet af Vang Arkitekter, skal tilpasses arkitektonisk, så det passer ind i bymiljøet.
– Rema kom først med et forslag om at lave en firkantet bygning, som de plejer. Men der blev tidligt i fasen sagt, at de skulle prøve at lave det smukt, og vi synes, det visualiseringer giver indtryk af, at det kan lade sig gøre, siger Mikael Klitgaard.

Modstanden er dog markant. Et samlet mindretal stemte imod at gå videre med planerne, blandt andet med henvisning til hensynet til kulturarv og byens identitet. Flere politikere ønsker at bevare bygningerne og fastholde den eksisterende lokalplan.
Sagen har også skabt stort engagement blandt borgerne. I fordebatten er der indkommet 58 høringssvar, hvor mange kritiserer nedrivningen af de bevaringsværdige bygninger og advarer mod øget trafik og pres på eksisterende butikker. Andre ser derimod projektet som en mulighed for at styrke handel og udvikling i byen.
Planområdet ligger i den centrale del af Dronninglund, hvor der i dag er udpeget et bevaringsværdigt bymiljø. En realisering af projektet vil derfor kræve ændringer i både kommuneplanen og den gældende lokalplan.
Med byrådets beslutning sendes sagen nu i offentlig høring. Først derefter kan politikerne træffe en endelig afgørelse om, hvorvidt butikken kan opføres.






















