Politikere i Aarhus vil have en handleplan for grønne facader og tage

I Aarhus skal grønne tage og facader skal øge biodiversiteten og bidrage til klimatilpasning, lyder ambitionen fra SF.

SF i Aarhus vil have en ambitiøs handleplan for grønne facader og tage i Aarhus. Handleplanen skal munde ud i konkrete, målbare og tidsbestemte mål for at få mere natur op på byens bygninger.

Sagen blev behandlet på det seneste byrådsmøde den 13. august.

Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), takkede SF for “et grundlæggende godt forslag”.

– Jeg har selv undersøgt muligheden for grønne facader, og jeg ved, at der sker relativt meget på den teknologiske del, så der er nogle muligheder, som vi ikke udnytter godt nok, sagde rådmanden på byrådsmødet.

– Når jeg så alligevel ikke helt giver medvind 100 procent, så er det fordi, der måske ligger lidt for meget “hammer” i forslaget i forhold til, hvad jeg godt kunne tænke mig.

Ifølge SF har ønsket om mere grøn beplantning i bymiljøet været rejst flere gange, men uden at blive ført ud i livet.

– Aarhus skal bugne af natur, og vi har i SF længe arbejdet for at skabe en grønnere by, sagde næstforperson for Teknisk Udvalg, Liv Gro Jensen (SF), på byrådsmødet.

Partiet mener, at tiden nu er inde til at omsætte ambitioner til handling. De grønne tage og facader skal skabe levesteder for insekter, fugle og sommerfugle, øge biodiversiteten og samtidig bidrage til klimatilpasning.

Vegetationen kan blandt andet absorbere regnvand og mindske risikoen for oversvømmelser, ligesom den kan sænke temperaturen i tætbebyggede områder og skabe et mere behageligt mikroklima.

SF foreslår, at handleplanen både indeholder incitamenter til borgere, virksomheder og bygherrer, krav i lokalplaner og etablering af pilotprojekter, så der hurtigt kan komme synlige eksempler på grønne løsninger i byen. Målet er at sende et klart signal om, at Aarhus skal være en grønnere, sundere og mere modstandsdygtig by.

Alternativet stillede i forbindelse med behandlingen af sagen et ændringsforslag om at udbygge initiativet og indskrive det i Kommuneplan 2025 ved, at Aarhus kommune vedtager at arbejde efter konceptet ”3+30+300” i lighed med en række europæiske byer, herunder Kolding og Malmø

“3+30+300” er en international tommelfingerregel for mere bynatur. Den går ud på, at man skal kunne se tre træer fra sit vindue, hvert nabolag skal have 30 procent trædække, og der må højst være 300 meter til nærmeste grønne område.

Ændringsforslaget fra Alternativet blev dog afvist, mens SF’s forslag om et handleplan blev fremsendt til behandling i Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø.

Tilmeld Nyhedsbrev