Det nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt skal etableres ud for Avedøre Holme. Foto: Hvidovre Kommune.
Det nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt skal etableres ud for Avedøre Holme. Foto: Hvidovre Kommune.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Politikerne i kommunalbestyrelsen i Hvidovre har med stort flertal vedtaget visionen for et landindvindings- og stormflodssikringsprojekt ved Avedøre Holme.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Projektet skal beskytte lokalsamfundet mod fremtidige oversvømmelser som følge af stormfloder og stigende havvandstand.

Ved at genskabe en mere naturlig kystlinje med strandenge og andre habitater skal projektet fungere som et naturbaseret bindeled mellem stormflodssikringen af Køge Bugt Strandpark og hovedstadsområdet, lyder ambitionen.

Læs også: Udvikler vil bygge 140 boliger i Hvidovre

Projektet har dog vakt bekymring hos flere foreninger og nabokommuner, men Hvidovre Kommune understreger, at hensynet til sikkerhed, klimaudfordringer og naturbeskyttelse skal balanceres. Desuden vil Hvidovre Kommune at inddrage relevante aktører i arbejdet, ligesom der lægges op til en bred dialog om projektets potentialer.

– Vi ønsker en åben og transparent proces, hvor vi kan have en konstruktiv dialog på et oplyst grundlag. Derfor skal dialogen tages, når det giver mening i processen, og jeg ser frem til at invitere de relevante aktører og kommuner til dialogmøder, udtaler Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF).

– Det er vigtigt, at vi taler sammen om både stormflodssikring, den videre udvikling af hovedstadsområdet og de fælles udfordringer for bugtens havmiljø, der i dag er under pres fra for eksempel råstofindvinding, klapning og udledning af næringsstoffer.

Læs også: Skeptisk politiker sender plan for knap 200 boliger ved Friheden Station i høring

Han peger på, at Hvidovres nye projekt stadig er i en tidlig fase, og at visionen først netop er vedtaget. Næste skridt bliver at indgå i tæt samarbejde med statslige myndigheder om at gennemføre grundige undersøgelser og vurderinger, der skal sikre en velovervejet og bæredygtig realisering af projektet.

I første omgang er Hvidovres fokus at sikre kritisk infrastruktur, virksomheder og borgernes boliger mod fremtidige stormfloder, men landindvindingen kan på sigt rumme forskellige formål som for eksempel erhverv, urørt natur eller rekreative områder. En evt. anvendelse af området vil dog blive behandlet i en separat proces på et senere tidspunkt, når der er lavet grundige analyser og vurderinger af fremtidens behov.

Landindvindingens endelige omfang er endnu ikke fastlagt, men vil blive mindre end det område, der allerede er afsat til landindvinding i Havplanen af et enigt Folketing.

Hvidovre Kommune har allerede kontaktet relevante samarbejdspartnere og kommuner med et ønske om en videre dialog om projektet.

Læs også: Hvidovre arbejder videre med plan om overdækning af Amagermotorvejen

Det gælder blandt andet København, Dragør og Tårnby kommuner, som Hvidovre samarbejder med om stormflodssikring af hovedstaden, samt Brøndby, Ishøj, Vallensbæk og Greve kommuner, som Hvidovre samarbejder med om Køge Bugt Strandpark.

Derudover har Hvidovre rakt ud til KKR Hovedstaden i forhold til en fælles dialog mellem kommunerne i Region Hovedstaden, da sagen optager flere af medlemskommunerne.

Bag det nye landindvindings- og stormflodssikringsprojekt står et stort flertal af Hvidovre Kommunalbestyrelses partier og lister: Socialdemokratiet, SF, Hvidovrelisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne.

Den nye vision erstatter Hvidovre Kommunes tidligere vision om Holmene.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling