Et planlagt boligbyggeri med op til 125 boliger på en tidligere gartnerigrund ved Larsmindevej i Lisbjerg kan ikke stoppes, men politikerne i Aarhus Kommune kræver nu væsentlige ændringer i projektet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
By- og Planudvalget har besluttet at sende lokalplanen tilbage til forvaltningen for at få justeret indholdet, efter at projektet har mødt kritik fra lokale borgere og fællesrådet.
Det omstridte projekt omfatter et cirka 20.300 kvadratmeter stort område øst for Lisbjerg, hvor der planlægges en blanding af rækkehuse og etageboliger i op til tre etager. I alt kan der opføres op til 125 boliger, hvor mindst 25 procent skal være almene boliger.
Ifølge kommunen kan projektet ikke helt standses. Når et privat areal allerede er udlagt til byudvikling i kommuneplanen, har kommunen pligt til at arbejde videre med planlægningen og udarbejde en lokalplan, selv om indholdet kan ændres politisk.
I stedet vil politikerne ændre to centrale forhold i projektet.
For det første ønsker udvalget flere større boliger. På rådhuset er der i stigende grad fokus på mangel på familieegnede boliger, og politikerne mener derfor, at en større del af boligerne i området bør kunne rumme familier.
– Det er vigtigt med blandede boligformer, og vi mangler flere egnede familieboliger i kommunen. Derfor giver det også mening at lave flere her, siger formand for By- og Planudvalget, Kristian Sommer (S), til Århus Stiftstidende.
For det andet er der kritik af antallet af parkeringspladser. Lokalplanforslaget lægger op til højst 76 parkeringspladser til de 125 boliger, fordi området ligger inden for den såkaldte letbanenorm, som tillader færre parkeringspladser tæt på kollektiv trafik. Politisk er der dog tvivl om, hvor realistisk det er i et område i udkanten af Lisbjerg, hvor mange beboere forventes at have bil.
Projektet har været undervejs i flere år. Lokalplansagen blev indledt i 2018 og har siden været justeret flere gange. Når forvaltningen har justeret lokalplanen, skal sagen behandles politisk igen.
Udvikler på projektet er ifølge Århus Stifstidende Jens Fahlberg fra Larsmindevej 8 ApS.






















