Politikere udskyder godkendelse af 50.000 kvadratmeter boliger

Vedtagelse af lokalplan for 50.000 kvadratmeter boliger og erhverv i Hersted Industripark blev efter offentlig høring udskudt.

Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune skulle den 12. maj tage stilling til et lokalplanforslag, som har været i offentlig høring.

PensionDanmark, Velliv og Enemærke & Petersen står i samarbejde med Rendbæk Consulting bag det ny bolig- og erhvervsområde tæt på letbanestationen. Planen omfatter tre boligkarréer og op til 55 rækkehuse med et samlet boligetageareal på godt 50.000 kvadratmeter.

Området skal udvikles med bygninger i mellem to og syv etager omkring et grønt strøg med opholdsarealer, legepladser og regnvandsbassin. Derudover lægger lokalplanen op til fælles gårdrum, grønne kantzoner og rækkehuse med private haver.

Forslaget har været i offentlig høring fra december 2025 til februar 2026, og kommunen modtog fire høringssvar fra blandt andre Hofor, Danske Handicaporganisationer og klimaorganisationer.

Flere forslag handlede om klima- og miljøtiltag, herunder bedre forhold for ladcykler, parkeringsnormer og ønsker om solceller på bygningerne.

– Det er rigtigt vigtigt, at vi får etableret solceller, og især de steder, hvor det ikke generer nogen, sagde medlem af Plan- og Byudviklingsudvalget, Helge Bo Jensen (EL), på kommunalbestyrelsesmødet.

Et flertal bestående af Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikal besluttede at sende sagen tilbage til forvaltningen.

Kommunens forvaltningen vurderer, at kommunen ikke kan kræve, at nye bygninger skal have solceller, da planloven ikke giver hjemmel til at stille krav om energiproduktion i lokalplaner. Der kan dog stilles krav til bygningers udformning og tekniske forhold, så det bliver muligt at etablere solceller senere.

Forvaltningen anbefaler derfor fortsat, at lokalplanen giver mulighed for solcelleanlæg, uden at der stilles krav om etablering af solceller.

– Der er ikke lovhjemmel til det, understregede Albertslunds borgmester Lars Gravgaard Hansen (K) på kommunalbestyrelsesmødet.

Samtidig peges der på, at det kan være vanskeligt at finde solcelleløsninger, som både forbedrer bygningens samlede klimaaftryk og opfylder energikravene i bygningsreglementet.

Samlet omfatter projektet omkring 610 boliger i form af lejligheder og rækkehuse.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev