
Københavns Kommune lægger op til at bevare to ældre byhuse på Frederikssundsvej i Brønshøj-Husum, efter at tre grundejere har ønsket at rive dem ned for at opføre ungdomsboliger.
Politikerne i teknik- og miljøudvalget skal der på et møde den 24. november tage stilling til, om der skal nedlægges et § 14-forbud mod nedrivning og udarbejdes en ny lokalplan, som skal sikre hensynet til områdets kulturhistorie.
Sagen begyndte i maj 2025, da ejerne af Frederikssundsvej 253 og 255 samt Kildebrøndevej 2 henvendte sig til kommunen med planer om at sammenlægge de tre grunde og opføre et nyt byggeri i tre-fire etager.
Det skulle give plads til omkring 30 ungdomsboliger, og projektet læner sig op ad den gældende lokalplan fra 2005, der giver mulighed for byggeri i samme højde. Ønsket om en nærmere vurdering blev rejst af teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) og Marcus Vesterager (S) på et udvalgsmøde i august.
Kommunen vurderer, at bygningerne på Frederikssundsvej 253 og 255 er bevaringsværdige. Begge huse er små byboliger fra begyndelsen af 1900-tallet og fremhæves som en del af det historiske gadebillede.
Det ene hus beskrives som et tidstypisk og velbevaret eksempel på nybarok arkitektur med mange håndværksmæssige detaljer.
Det andet vurderes at have mindre arkitektonisk kvalitet, men spiller efter kommunens opfattelse en vigtig rolle i helheden, fordi det understøtter den klassiske småhusskala i området. Huset på Kildebrøndevej 2 vurderes derimod ikke som bevaringsværdigt.
Forvaltningen har derfor varslet et forbud mod nedrivning for at give tid til at udarbejde en samlet lokalplan.
Dansk Byudvikling har uden held forsøgt at fange grundejerne for en kommentar, men varslet om § 14-forbud har udløst protester fra ejerne, som begge har indsendt skriftlige høringssvar.
De mener, at kommunen handler inkonsekvent og forskelsbehandlende. Ejerne fremhæver, at det virker urimeligt, at private grundejere nu bliver mødt med et forbud, når kommunen har foretaget tilsvarende nedrivning samme sted.
“Kommunen har på nabogrunden tidligere selv revet et bevaringsværdigt kollegium ned – et byggeri, som rummede ungdomsboliger og var officielt vurderet som bevaringsværdigt”, lyder det i en partshøring fra Jonathan Cohen Wolff, der ejer bygningen på Frederikssundsvej 255.
“Desuden blev der i forbindelse med kommunens eget byggeprojekt på samme område fældet fredede træer uden tilladelse“, skriver han.
Ejerne kritiserer også, at kommunen ændrer sin egen planlægning. De peger på, at lokalplanen for området blev revideret i forbindelse med byggeriet af en kommunal børnehave, og at planen dengang tog højde for, at bygningerne på de tre matrikler kunne rives ned og erstattes af højere byggeri.
Ifølge ejerne skader et forbud både økonomien og retssikkerheden, fordi de har investeret i ejendommene ud fra kommunens egne byggemuligheder.
Ejer af Frederikssundsvej 253, Max Kruuse, slår fast, at et eventuelt forbud mod nedrivning vil blive mødt af en klage til Planklagenævnet.
Begge høringssvar fremhæver desuden, at projektet vil skabe et større antal billige ungdomsboliger i et område med stor efterspørgsel. Efter deres opfattelse strider det mod kommunens egne politiske målsætninger at blokere for et byggeri, der netop imødekommer behovet for flere boliger til unge.
I høringssvarene bliver bygningernes tilstand også trukket frem. Ejerne beskriver omfattende sætningsskader, forringet miljømæssig værdi som følge af det nye byggeri rundt om dem og et generelt behov for dyre istandsættelser, som ifølge dem gør bevaring vanskelig.
Forvaltningen i Københavns Kommune vurderer, at bygningerne samlet set udgør en vigtig del af det historiske gadeforløb, og at der er grundlag for at nedlægge et midlertidigt forbud mod nedrivning, så der kan udarbejdes en ny lokalplan.
Kommunen afviser, at der er tale om forskelsbehandling, og fremhæver, at kommunen i hver sag foretager et samlet skøn, hvor hensynet til bevaringsværdi vejes op mod ønsket om ny anvendelse.
Det politiske udvalg skal nu tage stilling til, om bygningerne skal bevares, og om der skal arbejdes videre med en ny lokalplan. Udvalget kan også vælge at afvise forslaget om bevaring og dermed give grønt lys til nedrivning og fortsat byggesagsbehandling efter de nuværende regler.
En tredje mulighed er at ændre lokalplanen på andre punkter, for eksempel ved at justere anvendelsen i stueetagen eller stille yderligere krav til kommende boligprojekter.
Vestkysten Tegnestue har udarbejdet skitser for et projekt på grunden.






















