Gladsaxe Kommune skal undersøge mulighederne for at få metro til kommunen og samtidig arbejde for en fælles plan for mere metro i hele Storkøbenhavn.
Det mener Det Konservative Folkeparti, som har foreslået et tværkommunalt samarbejde om at udbygge metronettet.
– Nu skal vi have ordentlig, fremtidssikret, effektiv kollektiv skinnetrafik til Gladsaxe, sagde Henrik Sørensen (K), da byrådet den 26. august havde sagen på dagsordenen.
Han foreslog derefter, at sagen blev sendt videre til Trafik- og Teknikudvalget (TTU). Og det blev den så.
– Og så vil jeg også foreslå, at TTU tager kontakt til andre kommuner for at arbejde med det, sagde Henrik Sørensen, som noterede sig, at formanden for udvalget, Martin Skou Heidemann (V), nikkede bekræftende.
De Konservative peger blandt andet på, at mere end 120 millioner passagerer hvert år bruger metroen, og at Storkøbenhavn forventes at få både flere borgere og arbejdspladser i de kommende år. Det vil ifølge partiet øge presset på trafikken.
Særligt Mørkhøj og Høje Gladsaxe fremhæves, fordi områderne i dag kun er betjent af busser og ligger langt fra nærmeste S-togsstation. Partiet mener derfor, at en metro til en eller begge bydele vil være et markant løft af den kollektive trafik.
De Konservative hæfter sig ved, at man i Hvidovre Kommune har undersøgt mulighederne for at få en metrolinje til kommunen, mens man i Gladsaxe ikke har taget initiativ til lignende undersøgelser.
Partiet ønsker derfor, at kommunen inviterer de øvrige kommuner i Storkøbenhavn til et samarbejde om en fælles plan for fremtidens metronet.
Forslaget kommer, efter at regeringen har givet udtryk for et ønske om at i et samarbejde med Københavns Kommune om potentialerne i en yderligere udvidelse af metroen i København, der bygger oven på de udvidelser af metronettet, der er aftalt mellem staten og Københavns Kommune.
Ifølge De Konservative er det derfor nu, der skal lægges planer for den kollektive trafik i Storkøbenhavn mange årtier frem.






















