Alle ansøgninger om nedrivning af villaer i Frederiksberg Kommune skal behandles grundigt.
Det har politikerne i Magistraten og Klima-, Plan- og Boligudvalget besluttet på baggrund af et forslag fra rådmand Nikolaj Bøgh samt kommunalbestyrelsesmedlemmerne Anders Storgaard, Bent Isager-Nielsen og Carina Høedt fra Det Konservative Folkeparti.
Ifølge politikerne er villaerne en vigtig del af Frederiksbergs identitet og kulturhistorie. Villaerne repræsenterer kommunens oprindelige villaby-udvikling, og derfor ønsker de, at alle nedrivningssager – uanset den enkelte villas bevaringsværdi – bliver vurderet grundigt og politisk.
I dag kan villaer uden høj bevaringsværdi ofte nedrives efter en administrativ tilladelse. Men politikerne mener, at også disse villaer kan indgå i et bevaringsværdigt kulturmiljø og derfor bør overvejes nøje i hvert enkelt tilfælde. Samtidig peger de på, at det som regel er mest bæredygtigt at bevare bygninger frem for at rive ned og bygge nyt.
Forvaltningen anbefaler at fortsætte nuværende praksis
Forvaltningen har bemærket en stigning i antallet af nedrivningsansøgninger – særligt for enfamiliehuse med middel, lav eller ingen bevaringsværdi.
Forvaltningen understreger dog, at det allerede i dag er praksis at orientere politikerne om nedrivningssager gennem meddelelsespunkter på udvalgsmøder. Det gælder også sager, der ikke er omfattet af bevarende lokalplaner.
Der arbejdes samtidig på at erstatte ældre byplanvedtægter med bevarende lokalplaner, og en ny lokalplan for området ved Kongensvej ventes offentliggjort til efteråret.
Forslaget skal også behandles i kommunalbestyrelsen.