Skanlux Byggefirma står bag udviklingen af et nyt badehotel i Lundeborg.
Skanlux Byggefirma står bag udviklingen af et nyt badehotel i Lundeborg.

Et hotelprojekt i den nordlige del af Lundeborg har udløst en omfattende politisk debat i Svendborg Kommune.

Plan- og Lokalsamfundsudvalget har nu behandlet en række ansøgninger om dispensation fra lokalplanen for det planlagte badehotel, som skal bestå af seks hotelbygninger med plads til i alt 312 gæster.

Udvalget afviste dog blandt andet ønsker om betontagsten, tre ekstra interne veje og større bygninger til fælles faciliteter.

Til gengæld ville politikerne give grønt lys til en lavere taghældning på 30 grader samt dispensation til terrænreguleringer og en markant højere befæstelsesgrad på 44,7 procent mod de 10 procent, som lokalplanen ellers tillader. Desuden var der flertal for at fravige et krav om, at ferielejligheder skal sammenbygges i rækker på mindst tre.

Sagen er dog ikke afsluttet. Udvalgsmedlemmet Johan Weltzin Kristensen (EL) valgte nemlig at gøre brug af sin standsningsret.

– Det gjorde jeg, fordi jeg synes, at det er en principiel sag, da projektet fra Skanlux afviger så markant fra den lokalplan, der er godkendt i 2021. Derfor synes jeg ikke, det er en ordentlig måde at gøre det på, siger Johan Weltzin Kristensen til TV2 Fyn.

I 2024 købte indehaverne af Skanlux Byggefirma, Henrik Mouritzen ChristensenJakob Nautrup og Bjørn Krogh Andersen, den tidligere campingplads på 25.000 kvadratmeter for 8,75 millioner kroner med henblik på et opføre det kommende badehotel.

Udviklerne har skitseret et projekt med seks byggefelter med hotelbygninger. Bygningerne er disponeret som feriehoteller med forskellige størrelser.

De største bygninger rummer op til 15 værelser, mens mindre enheder indeholder 10 eller 7 værelser. Indretningen omfatter værelser med eget bad, familieværelser, fælles opholds- og spiseområder, køkkener samt receptioner. Flere bygninger har desuden indendørs pool, sauna og aktivitetsrum med blandt andet billard og loungeområder.

Projektet lægger vægt på fællesfaciliteter med restaurations- og spiseområder, overdækkede terrasser samt rekreative opholdsrum. Enkelte bygninger har særskilte fælleslokaler på omkring 50 kvadratmeter, mens køkken- og restaurantområder varierer fra cirka 46 til 84 kvadratmeter.

Projektet har mødt betydelig modstand. Kommunen har modtaget 42 høringssvar, hvor naboer og borgere især peger på risikoen for øget trafik, støj, lysforurening og påvirkning af naturen samt efterlyser større borgerinddragelse. Samtidig har en ekstern juridisk vurdering fastslået, at de godkendte dispensationer ikke strider mod lokalplanens principper.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev