Posthusene Billund omfatter 36 ejerlejligheder. Bag projektet står Byggeselskabet 2023.
Posthusene Billund omfatter 36 ejerlejligheder. Bag projektet står Byggeselskabet 2023.

Det kuldsejlede boligprojekt Posthusene i Billund får nyt liv, skriver JyskeVestkysten.

Byggeselskabet 2023 vil opføre 36 ejerlejligheder i tre punkthuse på Hovedgaden og Ole Kirksvej, og denne gang bliver byggeriet ikke afhængigt af, hvor mange lejligheder der bliver solgt på forhånd.

Det oprindelige projekt blev lanceret i 2022 med op mod 53 ejerlejligheder, men blev senere opgivet, fordi salget ikke var stort nok.

Nu er projektet mindre, og ifølge bygherrerne er finansieringen på plads. Investeringen ventes at blive på godt 100 millioner kroner.

– Finansieringen er på plads, og vi bygger uanset hvad, siger Bo Høivang, der sammen med Frank Jørgensen og Ricki Møller Franzmann Kjeldsen ejer Byggeselskabet 2023, til JyskeVestkysten.

De 36 lejligheder på mellem 110 og 140 kvadratmeter får priser fra knap 2,6 millioner kroner til knap 5,5 millioner kroner. De første seks er allerede reserveret, selv om salget netop er begyndt.

Nybolig står for salget, og herfra er melding, at flere allerede har udvist interesse for de kommende boliger. I skrivende stund er syv lejligheder reserveret.

Projektet indebærer samtidig nedrivning af det tidligere posthus, to huse på Hovedgaden og et hus på Ole Kirksvej. Nedrivningen er planlagt til november og december 2026, mens byggeriet efter planen går i gang med støbearbejdet i januar 2027. De nye lejligheder ventes klar til indflytning sommeren 2028.

I stueetagen kommer der desuden erhverv, hvor planen er at etablere en mindre café eller kaffebar. Et ekstra byggefelt på området er samtidig tiltænkt et seniorbofællesskab.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev