Power åbner nye butikker i Field’s og Bruuns Galleri

Elektronikkæden fortsætter sin vækst i Danmark med nye butikker i København og Aarhus samt flere nye arbejdspladser.

Field's i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Field’s i Ørestad i København. Foto: Dansk Byudvikling.

Elektronik- og hvidevarekæden Power udvider nu sin tilstedeværelse i Danmark med to nye butikker i Field’s i Ørestad i København og Bruuns Galleri midt i Aarhus.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Steen & Strøm, som ejer de to butikscentre.

De nye butikker bliver nummer 30 og 31 i kædens danske butiksnetværk, samtidig med at Power udvider sine eksisterende butikker i Ringsted og Holbæk.

Hos Steen & Strøm, der ejer centrene, ser man etableringen som en styrkelse af butikkernes samlede udvalg og som et vigtigt skridt i den fortsatte udvikling af både Field’s og Bruuns Galleri.

– Powers åbning i Field’s og Bruuns Galleri understreger centrenes stærke markedsposition. Etableringen bidrager til at styrke både volumen, relevans og diversitet i det samlede lejemix, og skaber yderligere værdi for vores kunder, udtaler Astrid Damgaard, udlejningschef i Steen & Strøm.

De nye butikker forventes at skabe omkring 50 arbejdspladser i Field’s og mellem 30 og 40 arbejdspladser i Bruuns Galleri.

Begge butikker ventes at åbne i løbet af efteråret, men de præcise åbningsdatoer er endnu ikke offentliggjort.

– Field’s har længe været en drømmeplacering for os, fordi centret er en regulær smørklat. Det ligger fantastisk med super adgang til motorveje og lige ved metroen, udtaler Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.

– Det samme er gældende for Bruuns Galleri, som ligger lige ved tog, bus og letbane – som en naturlig start- eller slutdestination for en strøgtur i Aarhus.

Foruden de to nye butikker investerer Power samtidig mærkbart i de eksisterende butikker. Power Ringsted er i dag kædens mindste butik, men bliver udvidet til i alt knap 1.800 kvadratmeter og får samtidig omkring 10 nye medarbejdere. Butikken i Holbæk bliver dobbelt så stor i fremtiden med cirka 2.200 kvadratmeter. Her skal der ansættes 5-10 ekstra medarbejdere.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev