Pris for udvidelse af skole i Aarhus fordobles

I 2023 blev der afsat 46 millioner kroner til en udvidelse af skolen, men nu lyder prisen på omkring 85 millioner kroner.

Engdalskolen i Brabrand i Aarhus skal udvides for 85 millioner kroner. Foto: Klimadatastyrelsen.
Engdalskolen i Brabrand i Aarhus skal udvides for 85 millioner kroner. Foto: Klimadatastyrelsen.

Aarhus Kommune er i gang med at planlægge en om- og udbygning af Engdalskolen, som skal sikre bedre plads og et bedre læringsmiljø for skolens elever.

Byrådet besluttede i Budget 2023 at afsætte 46 millioner kroner til en udvidelse af skolen, fordi man forventede et markant stigende elevtal.

Dengang vurderede kommunen, at der på fem års sigt ville mangle seks undervisningslokaler og på 10 års sigt helt op til otte lokaler. Nye prognoser viser dog, at elevtallet ikke stiger så meget som først antaget. Projektet har til gengæld ændret form, og det får prisen til at stige.

Engdalskolen skal nu udvides med to nye undervisningslokaler samt to nye faglokaler til naturfag og musik. Derudover omfatter projektet nye toilet- og personalefaciliteter samt en omfattende renovering, der skal forbedre skolens indeklima med bedre lys, luft og akustik.

Skolen får samtidig en ny multisal, der også kan bruges som aula. Den nuværende aula skal i stedet ombygges til skolebibliotek. Der bliver desuden lavet flere mindre grupperum og nicher, så undervisningen lettere kan tilpasses mindre fællesskaber.

Som en del af projektet etableres der også et produktionskøkken med mulighed for anretning af skolemad. Køkkenet skal blandt andet kunne modtage mad leveret fra Kløverskolen, men kan også selv fremstille måltider i begrænset omfang.

Udbygningen betyder, at skolens lejede pavillonbygning forventes opsagt. Samtidig opgraderes udearealerne med nye faciliteter til udeskole, hvor eleverne også inddrages i design og etablering af områderne.

Projektet vil reducere skolens nuværende parkeringsareal, og derfor etableres der nye parkeringspladser på en nabogrund, som kommunen har overtaget. Der arbejdes også med nye trafikforhold, så adgangsforholdene bliver mere sikre og overskuelige.

Teknik og Miljø søger nu om en projekteringsbevilling på 8,6 millioner kroner til rådgivning, projektledelse og planlægning af byggeriet. Beløbet fordeles med 6 millioner kroner i 2026 og 2,6 millioner kroner i 2027.

Den samlede udbygning og renovering vurderes at koste omkring 85 millioner kroner, hvor størstedelen går til selve byggeriet og renoveringen.

Hvis tidsplanen holder, forventes om- og udbygningen af Engdalskolen at stå færdig til sommeren 2029.

Tilmeld Nyhedsbrev