Pris på alment boligprojekt stiger med 15 procent

I alt skal der i projektet bygges 145 lejligheder, hvoraf 30 skal være almene boliger. Prisen lyder nu på knap 64 millioner kroner.

 

Lokalplanen for projektet blev godkendt i april 2025, men den almene del manglede fortsat den endelige økonomiske godkendelse.

Og prisen på de 30 almene familieboliger på Fuglebakkevej 94 på Frederiksberg er steget fra omkring godt 56 millioner kroner til knap 64 millioner kroner.

Boligerne skal opføres som en del af et større fællesskabshus med 115 private og 30 almene boliger. Projektet gennemføres i et samarbejde mellem den private bygherre Alma Copenhagen og boligforeningen FSB og forventes opført i 2028. Arkitekter er Tegnestuen Lokal samt landskabsarkitekter fra BOGL.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Også de kommende beboere får en højere regning. Den beregnede årlige husleje stiger fra 1.671 kroner til 1.852 kroner per kvadratmeter. Det svarer til en stigning på 181 kroner pr. kvadratmeter om året.

Prisforhøjelsen skyldes blandt andet, at maksimumbeløbet for almene boliger er blevet reguleret efter prisudviklingen. Samtidig er der indført en højprisordning, som har hævet maksimumbeløbet med yderligere 10 procent i blandt andet Frederiksberg Kommune.

Kommunalbestyrelsen på Frederiksberg har nu godkendt den nye økonomi. Dog stemte medlemmerne fra Konservative og Liberal Alliance imod.

Med beslutningen er projektet dermed rykket et skridt tættere på realisering.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev