Nyt Hospital Nordsjælland i Favrholm i Hillerød er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Foto: Region Hovedstaden.
Nyt Hospital Nordsjælland i Favrholm i Hillerød er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter. Foto: Region Hovedstaden.

Budgettet for Nyt Hospital Nordsjælland i Favrholm i Hillerød er steget markant og forventes nu at lande på omkring 11,3 milliarder kroner. Det er cirka 3 milliarder kroner mere end det nuværende budget og 2 milliarder kroner mere end politikerne blev orienteret om i sommeren 2025.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Ifølge regionen er det først nu muligt at få det fulde overblik over økonomien, fordi byggeriet er længere fremme. De stigende udgifter skyldes især højere priser i byggebranchen, stigende lønninger og nye krav til brandsikring.

Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) kalder situationen utilfredsstillende, men understreger, at regionen vil sikre, at projektet bliver færdigt.

Annonce

– Det er en meget utilfredsstillende situation, og jeg er mildt sagt meget frustreret. Men nu står vi her – og så må vi tage ansvaret på os og sørge for, at vi kan komme i mål, siger regionsrådsformanden.

Samtidig peger regionen på, at projektet fra starten har været udfordret af et budget, der ikke fulgte de faktiske prisstigninger. Ambitiøse arkitektoniske løsninger har desuden gjort byggeriet mere komplekst, hvilket har ført til gentagne ændringer i projektet.

Regionen har undersøgt muligheden for at reducere byggeriet for at spare penge, men det er ikke vurderet realistisk, da hospitalet skal være fuldt funktionsdygtigt, og ændringer sent i processen vil gøre projektet endnu dyrere.

Den ekstra regning forventes finansieret med et lån, som afbetales inden for regionens egen økonomi. Formålet er at undgå, at budgetoverskridelsen påvirker økonomien i den kommende Region Østdanmark, som dannes ved en fusion med Region Sjælland.

Sagen skal behandles i forretningsudvalget den 28. april og derefter godkendes politisk. Herefter kræver finansieringen også godkendelse hos staten og i Region Østdanmark, som oprettes ved en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland med virkning fra den 1. januar 2027.

Det oprindelige budget for hospitalet var på 5,5 milliarder kroner, men er siden blevet hævet flere gange. Samtidig er tidsplanen blevet forsinket, og hospitalet ventes nu at stå klar i efteråret 2027.

Det 118.000 kvadratmeter store hospital er tegnet af schweiziske Herzog & de Meuron og danske Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev