Politikerne i byrådet i Randers Kommune har godkendt, at Boligforeningen Kronjylland i samarbejde med Kuben Management kan renovere de 440 røde boliger på Bøsbrovej, Vorup Boulevard, Nørresundbyvej, Løgstørvej og Ålborggade i Vorup.
– Dette er jo faktisk en solstrålehistorie. Vi har 440 boliger i de røde blokke i Vorup, som jo er ikoniske, og de bliver nu strammet op rent vedligeholdelsesmæssigt med badeværelser og køkkener, fastslog borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen (S), på byrådsmødet.
Arne Andersen Vrå skal i hovedentreprise stå for renoveringen af boligerne, mens Rambøll er totalrådgiver. Baggrunden er en helhedsplan, der er udarbejdet af Henning Larsen Architects og COA Arkitekter.
Renoveringen af afdeling 27 Skansegaarden omfatter blandt andet udskiftning af tage, døre og vinduer samt renovering af facader og altaner.
Desuden vil der ske ombygninger og sammenlægninger af en række boliger, så der samlet set bliver 17 færre lejligheder. Og endelig vil der blive bygget et nyt fælleshus.
Randers Byråd tog allerede tilbage i december 2020 stilling til projektet. Dengang var den samlede økonomi på 442 millioner kroner, men det var før der blev indhentet konkrete tilbud fra entreprenører.
Siden har udviklingen på markedet medført, at projektet bliver godt 200 millioner kroner dyrere. Det løber således op i godt 652 millioner kroner.
Projektet vil desuden medføre en huslejestigning på cirka 25 procent. Aktuelt har lejlighederne en husleje på 684 kroner per kvadratmeter årligt, men lejen stiger til 862 kroner per kvadratmeter årligt. For en lejlighed på 75 kvadratmeter svarer det til en stigning i den månedlige husleje fra aktuelt 4.300 kroner til 5.400 kroner.
Afdelingsbestyrelserne har tidligere godkendt projektet, og senest er projektet og økonomien godkendt af Boligforeningen Kronjyllands bestyrelse.
Det forventes, at renoveringsarbejdet går i gang i 2025, og at det vil være afsluttet ved udgangen af 2027.
Boligforeningen Kronjylland blev stiftet i 2019 ved en fusion mellem A/B Gudenå og Vorup B/F. Boligforeningen har i alt 1.454 lejemål fordelt på 17 afdelinger i Randers, Langå, Stevnstrup og Laurbjerg. Boligerne administreres af RandersBolig.