Renoveringen af Hal A i Ringsted Sportscenter bliver både dyrere og senere færdig end først forventet, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Nye tekniske undersøgelser viser, at den eksisterende stålkonstruktion kan genanvendes, men at den skal forstærkes, før hallen kan genopbygges.

– De nye beregninger viser, at opgaven er mere omfattende, end vi hidtil har haft grundlag for at vurdere. Det ansvar tager vi på os, og nu er vores vigtigste opgave at finde den hurtigst mulige forsvarlige løsning, udtaler teknisk direktør i Ringsted Kommune, Maria Cathrine Nielsen.

Det betyder, at projektet ikke længere blot handler om at udskifte taget. Når konstruktionen ændres, skal hallen samtidig leve op til kravene i det gældende bygningsreglement. Derfor skal blandt andet brandsikkerheden opdateres, og der skal etableres et nyt ventilationsanlæg. Derudover kan det blive nødvendigt at lægge et nyt halgulv, hvis stilladsarbejdet beskadiger det eksisterende.

Den samlede regning ventes nu at ende på omkring 46 millioner kroner mod det tidligere estimat på 30 millioner kroner. I beløbet indgår blandt andet forstærkning af tagkonstruktionen, ventilation, brandtiltag, stillads, rådgivning, reetablering af tribunesæder og et nyt halgulv.

Kommunen overvejer samtidig at få solceller på taget og flere tilskuerpladser. De to dele er foreløbig kun optioner og kommer kun med, hvis de kan holdes inden for den økonomiske ramme uden at forsinke genåbningen. Tilsammen kan de fravælges og dermed reducere anlægsøkonomien med knap 1 million kroner.

Hal A har været lukket siden december 2025 på grund af risiko for delvis nedstyrtning af lofts- og tagkonstruktionen. Før lukningen var hallen Ringsted Sportscenters opvisningshal med omkring 1.000 tilskuerpladser og blev blandt andet brugt til håndbold, floorball, større stævner og arrangementer. Lukningen rammer derfor både foreninger, skoler, arrangører og eliteidrætten.

Tidsplanen er også blevet skubbet. Tidligere var forventningen, at hallen kunne stå færdig omkring årsskiftet 2027 og 2028. Nu forventes den først færdig i sommeren 2028. Kommunen vil forsøge at presse byggeprocessen, blandt andet ved at gøre afleveringstidspunktet til et konkurrenceparameter i udbuddet. En hurtigere løsning kan dog blive dyrere end de budgetterede 46 millioner kroner.

Kommunen lægger op til at genopbygge den nuværende Hal A frem for at rive den ned og opføre en ny hal ved siden af sportscentret. Ifølge administrationens vurdering er det den mest hensigtsmæssige løsning, hvis Ringsted fortsat skal have et sammenhængende sportscenter.

Sagen skal behandles politisk torsdag den 17. september. Administrationen indstiller, at Byrådet beslutter at genopbygge Hal A hurtigst muligt med et samlet budget på 46 millioner kroner.

Da politikerne i 2022 første gang i 2022 tog stilling til en tagrenovering af Hal A, lød den forventede pris ifølge TV2 Øst på 6 millioner kroner. Med en aktuel pris på 46 millioner kroner er regningen altså vokset med næsten 667 procent.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev