Boligmarkedet viser fortsat fremgang, og i marts steg salgspriserne på ejerlejligheder med 1,3 procent, ifølge Boligsidens Markedsindeks.
Det betyder, at kvadratmeterprisen nu ligger på 37.748 kroner, hvilket er det højeste niveau, der nogensinde er målt i indekset.
Sammenlignet med marts sidste år er priserne steget med hele 10,8 procent.
– Lejlighedspriserne har ligget over topniveauet fra coronaperioden siden oktober sidste år, og siden da er priserne kun steget hver måned, udtaler Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.
Ifølge boligøkonomen er det især lejlighedsmarkedet i København, der driver landsgennemsnittet frem. København vokser, og det skaber generelt høj efterspørgsel på lejligheder i netop hovedstaden.
– Dertil kommer, at mange lejlighedskøbere har haft mulighed for at realisere deres boligkøb i en periode, hvor det generelle lønniveau er steget, og de private opsparinger har været i vækst. Det kombineret med en lang periode med et relativt lavt udbud presser priserne op.
I Region Hovedstaden er salgspriserne steget med 1,6 procent i marts og ligger aktuelt 14 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.
Den aktuelle gennemsnitlige salgspris for villaer og rækkehuse ligger på landsplan på 17.821 kroner per kvadratmeter, mens den for sommerhuse ligger 23.407 kroner per kvadratmeter.