Finans Danmark har i dag offentliggjort statistikken for boligudbuddet for januar 2025.
Tallene viser blandt andet, at udbudsprisen for lejligheder på landsplan sætter ny rekord med en stigning på 5 procent siden januar 2024.
På landsplan udbydes lejligheder gennemsnitligt til priser på 42.716 kroner per kvadratmeter, hvor de i januar 2024 blev udbudt til 40.546 kroner per kvadratmeter.
Udviklingen er især drevet af København og Frederiksberg, hvor priserne er steget med 9 procent på et år.
På fem år er udbudspriserne på landsplan steget med 27 procent, mens de i København og Frederiksberg er steget med henholdsvis 42 procent og 47 procent.
Læs også: Så meget steg boligpriserne i 2024
Antallet af ejerlejligheder til salg er faldet med 11 procent sammenlignet med januar 2024. I København og Frederiksberg er der henholdsvis 37 procent og 38 procent færre lejligheder til salg end året før.
– Udbudspriserne for ejerlejligheder har sat en ny rekord. Det gælder for hele landet, men det er særligt i København og på Frederiksberg, at priserne fortsætter opad. På blot fem år er udbudspriserne begge steder steget med over 40 procent. Hverken højere renter eller det nye boligskattesystem har lagt en dæmper på priserne i det meget efterspurgte København og Frederiksberg, udtaler Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering.
– En stor del af forklaringen skyldes først og fremmest den økonomiske udvikling, vi har oplevet de seneste par år. Der har været vækst i dansk økonomi, og de danske husholdninger har en robust økonomi. Det seneste års tid har beskæftigelsen været høj, nogle har oplevet lønstigninger, og renterne er faldet lidt igen. Desuden er udbuddet af lejligheder i København og Frederiksberg lavt og det bidrager til, at sælgerne forventer at få mere for deres bolig.
Læs også: Redegørelse: Tre faktorer bag stigende boligpriser
I Københavns Kommune ligger udbudspriserne på ejerlejligheder gennemsnitligt på 69.361 kroner per kvadratmeter, mens de i Frederiksberg Kommune ligger på 71.406 kroner per kvadratmeter.
Siden januar 2024 er udbudspriserne på ejerlejligheder i Odense Kommune steget med 4 procent, så de nu ligger på 26.678 kroner per kvadratmeter.
Både i Aarhus og Aalborg er priserne til gengæld faldet med henholdsvis 4,5 og 2 procent.
I Aarhus Kommune udbydes lejligheder aktuelt til priser på 37.504 per kvadratmeter, mens de i Aalborg Kommune udbydes til priser på 23.481 per kvadratmeter.