Boligmarkedet i hovedstaden buldrer fortsat frem. Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks viser, at ejerlejligheder i Københavns Kommune i gennemsnit er steget 20 procent i pris det seneste år.
Det skriver boligsiden i en pressemeddelelse.
En gennemsnitlig lejlighed på 80 kvadratmeter i København koster nu omkring 900.000 kroner mere end for et år siden.
I oktober 2025 lå den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder i København på 66.226 kroner per kvadratmeter.
Ifølge Boligsidens kommunikationsdirektør og boligøkonom, Birgit Daetz, er udviklingen usædvanlig:
– Det er en meget kraftig og sjælden stigning i lejlighedspriserne, som vi ser i København, og det er en stigning, som har rod i et rekordlavt udbud kombineret med en høj handelsaktivitet, for det går stadig stærkt med handlerne på det københavnske lejlighedsmarked, udtaler hun.
København topper dermed listen over storbyer med de største prisstigninger. På Frederiksberg er priserne steget 19 procent det seneste år, mens Aarhus ligger på 9 procent. I Odense og Aalborg er udviklingen mere afdæmpet, og i Aalborg er priserne endda faldet en smule.
På landsplan er den gennemsnitlige salgspris for ejerlejligheder steget 14 procent til 41.208 kroner per kvadratmeter.
Også priserne på villaer og rækkehuse bevæger sig opad. Huspriserne er i gennemsnit steget 6,6 procent det seneste år, og stigningerne er særligt markante på Sjælland. I Byen København og Københavns Omegn er priserne på huse steget omkring 11 procent det seneste år.
– Huspriserne i landsdelene Byen København og Københavns Omegn er steget med 11 procent det seneste år, og det er generelt på Sjælland, vi ser de største årlige stigninger i huspriserne. Det viser sig også meget tydeligt i den gennemsnitlige kontantpris, som huskøberne betaler forskellige steder i landet, siger Birgit Daetz.
Ifølge Boligsidens tal ligger den gennemsnitlige kontantpris for et hus i Byen København på 8,2 millioner kroner, mens prisen i Københavns Omegn er 6,7 millioner kroner. I Østjylland ligger huspriserne omkring 3 millioner kroner, mens gennemsnittet på Fyn og i Jylland er tæt på 2 millioner kroner.
Boligsidens Markedsindeks viser samlet, at priserne på både ejerlejligheder og huse fortsætter opad, mens sommerhusmarkedet er mere stabilt med en mindre stigning på 3 procent det seneste år.
Udvikling i lejlighedspriserne i storbyerne
| Kommune | Gennemsnitlig salgspris oktober 2025 (kroner per kvadratmeter) | Ændring seneste måned (procent) | Ændring seneste år (procent) |
| København | 66.226 | 1,7 | 20,5 |
| Frederiksberg | 73.036 | 4,0 | 19,1 |
| Aarhus | 41.429 | 0,8 | 9,1 |
| Odense | 24.915 | -0,7 | 5,3 |
| Aalborg | 21.460 | 2,7 | -3,4 |
Salgspriser for villaer og rækkehuse i landsdele oktober 2025
| Landsdel | Gennemsnitlig salgspris oktober 2025 (kroner per kvadratmeter) | Månedlig ændring (procent) |
Årlig ændring (procent) | Gennemsnitlig salgspris oktober 2025 (kontantbeløb) |
| Bornholm | 11.632 | 5,6 | 6,7 | 1,8 millioner kroner |
| Byen København | 54.369 | 2,0 | 11,0 | 8,2 millioner kroner |
| Københavns Omegn | 42.419 | 1,2 | 10,8 | 6,7 millioner kroner |
| Nordsjælland | 32.023 | 0,8 | 9,1 | 5,0 millioner kroner |
| Østjylland | 18.880 | 0,3 | 6,2 | 3,0 millioner kroner |
| Vestjylland | 10.049 | 0,0 | 1,7 | 1,7 millioner kroner |
| Nordjylland | 11.033 | -1,2 | 0,8 | 1,8 millioner kroner |
| Østsjælland | 28.623 | 0,4 | 7,3 | 4,5 millioner kroner |
| Vest- og Sydsjælland | 12.139 | 0,4 | 6,2 | 1,9 millioner kroner |
| Fyn | 13.947 | 0,9 | 4,4 | 2,2 millioner kroner |
| Sydjylland | 11.689 | 1,6 | 3,2 | 1,9 millioner kroner |
| Hele landet | 18.681 | 0,7 | 6,6 | 3,0 millioner kroner |
Tabellen viser den gennemsnitlige kvadratmeterpris for villaer og rækkehuse samt ændringen den seneste måned og år. Samtidig er den gennemsnitlige kontantpris for alle handlede villaer og rækkehuse angivet for hver landsdel. Kilde: Boligsidens Markedsindeks.
Salgspriser i oktober 2025 – hele landet
| Boligtype | Gennemsnitlig salgspris oktober 2025 (kroner per kvadratmeter) | Ændringer seneste måned (procent) | Ændringer seneste år (procent) |
| Villaer/rækkehuse | 18.681 | 0,7 | 6,6 |
| Ejerlejligheder | 41.208 | 1,4 | 13,8 |
| Sommerhuse | 24.026 | -0,5 | 3,4 |
Kilde: Boligsidens Markedsindeks.























