Boligmarkedet har fået en rolig start på 2026. I januar var der færre fremvisninger og færre handler end måneden før, men priserne på både villaer og sommerhuse steg, mens lejlighedspriserne faldt en smule.
Det viser de nyeste tal i det månedlige Boligbrief fra Home og Danske Bank, skriver ejendomsmæglerkæden i en pressemeddelelse.
Ifølge Home kan det lavere tempo ses som en naturlig opbremsning efter et meget travlt 2025, hvor der blev gennemført mere end 100.000 bolighandler. Samtidig spiller et markant lavere udbud af boliger en rolle. Der er ganske enkelt færre boliger at vælge imellem end for et år siden, og det dæmper aktiviteten.
– Januar kan godt være en speciel salgsmåned, men 2025 var også det tredjebedste år for boligsalg i de to seneste årtier, og det sluttede stærkt, udtaler administrerende direktør i Home, Martin Wiesener.
– Markedet er fortsat på et højt niveau, men boligsalget er også præget af færre, men dyrere boliger – og det mærker vi på aktiviteten.
Priserne bevæger sig dog fortsat opad for størstedelen af markedet. I januar steg huspriserne på landsplan med 1,3 procent, mens priserne på sommerhuse gik frem med hele 6,2 procent.
Ejerlejligheder faldt 1,4 procent fra december til januar, men ligger stadig højere end for et år siden. For alle tre boligtyper er priserne steget betydeligt over det seneste år.
Særligt lejlighedsmarkedet, især i København, har i længere tid været kendetegnet ved meget lavt udbud.
Udsigterne for resten af året peger fortsat mod stigende priser. Danskernes privatøkonomi er styrket af lønstigninger, afgiftslettelser og høj beskæftigelse, og prognoser fra blandt andet Danske Bank forventer yderligere prisstigninger på huse i 2026.
Når foråret nærmer sig, ventes der som sædvanlig flere boliger på markedet. Et stigende udbud vil kunne skabe bedre balance mellem udbud og efterspørgsel og gøre det lettere for både købere og sælgere at finde den næste bolig.
Ifølge Home kan mange boligejere i dag opnå en salgspris, der ligger markant højere end for et år siden, og det kan få flere til at overveje at sætte boligen til salg.
Landstal: Boligbrief fra december 2025 til januar 2026
Fremvisningsindeks
- Villa/rækkehus: -1,3 procent
- Ejerlejligheder: -0,9 procent
- Sommerhuse: -6,8 procent
Handelsindeks
- Villa/rækkehus: -4,1 procent
- Ejerlejligheder: -1,5 procent
- Sommerhuse: -7,4 procent
Prisindeks
- Villa/rækkehus: +1,3 procent
- Ejerlejligheder: -1,4 procent
- Sommerhuse: +6,2 procent
Landstal: Boligbrief fra januar 2025 til januar 2026
Fremvisningsindeks
- Villa/rækkehus: +0,8 procent
- Ejerlejligheder: -2,5 procent
- Sommerhuse: +8,2 procent
Handelsindeks
- Villa/rækkehus: +4,8 procent
- Ejerlejligheder: +0,1 procent
- Sommerhuse: -6,0 procent
Prisindeks
- Villa/rækkehus: +8,7 procent
- Ejerlejligheder: +6,5 procent
- Sommerhuse: +10,9 procent
Kilde: Home og Danske Bank, Boligbrief for januar 2026.























