Region Hovedstaden får langt færre penge ud af et salg af Frederikssund Hospital end forventet.
Det skaber nye problemer for finansieringen af det kommende supersygehus, der allerede er ramt af store budgetoverskridelser.
Det skriver SN.dk.
Da planen blev lagt i 2011, regnede regionen ifølge avisen med at kunne sælge hospitalerne i Hillerød og Frederikssund til høje priser.
I 2011 var bygninger og grund på Hillerød Hospital vurderet til 454 millioner kroner og Frederikssund Hospital til 505 millioner kroner. Værdien er siden i de seneste, foreløbige, vurderinger steget til 606 millioner kroner for Hillerød og 576 millioner kroner for matriklen i Frederikssund.
Men en ny vurdering viser, at Frederikssund Hospital i praksis ikke kan sælges til noget, der ligner den tidligere vurdering.
– For Frederikssund Hospitals vedkommende er det ifølge mægleren ikke realistisk at sælge hospitalet til en pris, der overhovedet kommer i nærheden af vurderingen fra 2011, siger Søren Helsted, der er strategichef i Center for Ejendomme i Region Hovedstaden til SN.dk.
Bygningerne fra 1980’erne er ifølge strategichefen dyre at ombygge og svære at anvende til andre formål, og der er hverken erhvervs- eller boligkøbere, der står klar.
Regionen vil derfor beholde bygningen og indrette et sundhedshus med akutklinik og ambulatorier, mens psykiatrien bliver liggende.
Salget af Hillerød Hospital forventes dog stadig at kunne gennemføres til en pris tæt på den oprindelige vurdering, og et udbud er på vej i 2026.
Den lavere salgsindtægt betyder, at regionen nu drøfter de økonomiske udfordringer med Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det nye hospital ved Hillerød ventes at stå klar i sensommeren 2027.























