Hadsund oplever i disse år stigende tilflytning fra både børnefamilier og seniorer, som søger en hverdag tæt på naturen og med adgang til byens tilbud.
Udviklingen hænger sammen med et øget fokus på byudvikling og nye boligprojekter, lyder det i en pressemeddelelse fra selskabet f2c, som står bag boligprojektet Skovhaven, hvor de første beboere er flyttet ind.
Projektet består af 26 arkitekttegnede lejligheder med fokus på lys, funktionelle planløsninger og adgang til fællesskaber.
Ifølge projektudvikler Jens Nielsen er det afgørende, at boligudbuddet kan følge med efterspørgslen.
– Det er afgørende, at boligudbuddet følger behovet hos de mennesker, som overvejer at flytte til eller blive i Hadsund. Den positive udvikling, vi nu ser blandt seniorer og unge børnefamilier, skal netop ses i lyset af de senere års fokus på byudvikling og opførelsen af nye boliger, som taler til de aldersgruppers behov og ønsker, udtaler Jens Nielsen.
Den udvikling er både positiv og nødvendig, vurderer tidligere borgmester Mogens Jespersen. Han peger på, at flere ældre i dag efterspørger mindre og mere vedligeholdelsesfrie boliger, mens børnefamilier overtager de klassiske parcelhuse.
– Vi er i vores kommune privilegerede med fantastisk natur, og de senere års moderne boligbyggerier øger mulighederne for at bo med kort gåafstand til by og samtidig stadig have fjorden og skoven lige i for- og baghave. Det er netop de muligheder og rammer, vi arbejder for at understøtte for fortsat at sikre, at Hadsund og opland er et attraktivt sted at bo og flytte til, udtaler Mogens Jespersen.
En stor del af tilflytterne til Mariagerfjord Kommune kommer fra større byer. Nye tal viser, at 20 procent flytter fra Aalborg, 17 procent fra Randers og 9 procent fra Aarhus til Hadsund.
Der er fortsat enkelte ledige boliger i Skovhaven, som kan fremvises efter aftale. Kjaer & Richter har sat stregerne til projektet, der er opført af den nordjyske entreprenørvirksomhed HP Byg.























