Private virksomheder kan løfte almene boligområder

Nyt udviklingsprojekt udvikler værktøjer, der skal gøre det nemt for almene boligorganisationer og private virksomheder at samarbejde om socialt bæredygtig byudvikling.

AlmenNet har sammen med KAB, Himmerland Boligforening og Neighborhood Lab søsat projektet Business2Community, som gennemføres med støtte fra AlmenNet og Rambøll Fonden.

Udviklingsprojektet undersøger, hvordan almene boligorganisationer og private virksomheder kan arbejde sammen om at løfte deres nabolag socialt og økonomisk, skriver AlmenNet i en pressemeddelelse.

AlmenNet påpeger, at vores samfund står midt i en social krise, hvor antallet af ensomme vokser, boligpriserne stiger, og den sociale mobilitet falder. Ifølge Forskning fra Rockwool Fonden, som dog er blevet modsagt af Vive, er vi i dag er lige så dårlige til at bryde den sociale arv i Danmark, som man er i USA.

Flere af disse udfordringer rammer beboere i almene boliger hårdere end den øvrige danske befolkning, skriver AlmenNet. Eksempelvis er gennemsnitsindkomsten for beboere i almene boliger 261.578 kroner, mens den er 393.085 kroner for resten af befolkningen (2021).

LÆS OGSÅ: MINISTER VIL HAVE FLERE ALMENE BOLIGER I DE STORE BYER

Virksomheder ønsker i stigende grad at kombinere profit med social indvirkning. Det viser blandt andet den frivillige B-Corp certificering, der er en global standard for, hvilken forskel en virksomhed gør for samfundet.

I 2021 havde B-Corp 32 certificerede virksomheder i Danmark. I dag er det tal vokset til 266 – en stigning på over 700 procent Derfor er det helt oplagt at udvikle nye samarbejder mellem almene boligorganisationer og private virksomheder.

– Der er et stort potentiale i af inddrage virksomheder i arbejdet at skabe positiv udvikling i almene boligområder. Både hvad angår sociale forbindelser til omgivelserne og økonomisk vækst ved for eksempel at tilbyde et fysisk rum, jobs, uddannelse, mentorprogrammer og støtte til foreningsliv i de nabolag, de er en del af, udtaler Ofri Earon, der er stifter af Neighborhood Lab og projektleder i Business2Community.

Almene boligorganisationer ser stort samarbejdspotentiale

I Business2Community udvikles og testes værktøjer, som skal gøre det nemt for almene boligorganisationer og private virksomheder at samarbejde om socialt bæredygtig byudvikling.

For eksempel ved at se på, hvordan man kan anvende eksisterende arealer, som ikke er i anvendelse, såsom ubrugte fælleshuse, ubenyttede grønne områder, eller loftrum og stueetager, som ikke egner sig til beboelse. De eksisterende arealer er estimeret til at være mere end 250.000 kvadratmeter.

– Himmerland Boligforening har arbejdet meget aktivt med virksomhedsrelationer og strategisk erhvervsudlejning de seneste 15 år. Private virksomheder kan understøtte bydele i at skabe forbindelse mellem boligområde og den omkringliggende by, og derudover kan de fungere som positive rollemodeller og bidragsydere til at øge den sociale sammenhængskraft og udviklingskapacitet i boligområderne, siger Claus Bjørton, vicedirektør i Himmerland Boligforening og samarbejdspartner i projektgruppen.

LÆS OGSÅ: VIDENSHUB FOR ALMENE BOLIGER PÅ JAGT EFTER FREMTIDENS BOLIGOMRÅDER

Han suppleres af Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB og samarbejdspartner i projektgruppen:

– Udviklingsprojektet “Business2Community” kan skabe flere stærke samarbejder mellem private virksomheder og almene boligorganisationer og dermed skabe bæredygtig forandring i de almene boligområder til gavn for både beboerne, virksomheder og bymiljøet, siger Rasmus Jessing.

Udover KAB og Himmerland Boligforening, deltager Østjysk Boligselskab, Domea.dk og Center for Boligsocial Udvikling også i projektgruppen.

Kort om Business2Community

Udviklingsprojektet løber fra 1. september 2023 til slutningen af juni 2024. Business2Community gennemføres med støtte fra AlmenNet og Rambøll Fonden.

Læs mere om projektet her.

Kort om AlmenNet

AlmenNet er en udviklingsforening og spirekasse for projekter, der fremtidssikrer almene boligområder til gavn for beboere, samfundet og miljøet. Gennem fælles udvikling og læring vil foreningen medvirke til, at de almene boliger også i fremtiden vil være attraktive på boligmarkedet og appellere til brede beboergrupper.

Kort om Neighborhood Lab

Neighborhood Lab er en innovativ urbanismepraksis, der er specialiseret i at skabe og genskabe blomstrende nabolag med fokus på hverdagstrivsel og evidensbaseret nabolagstransformation.

Kort om KAB

KAB er en almen administrationsorganisation, der administrerer mere end 65.000 almene boliger i hovedstadsområdet. KAB ejes af en række boligorganisationer og parlamentariske selskaber og ledes af en bestyrelse, der vælges af repræsentantskabet.

Kort om Himmerland Boligforening

Himmerland Boligforening har siden 1944 har sat markant præg på bolig- og byudviklingen i landets fjerdestørste by, Aalborg. I dag har boligforeningen cirka 7.000 lejemål med 12-15.000 beboere.

Kilde: AlmenNet.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling