London. Foto: Dansk Byudvikling.
London. Foto: Dansk Byudvikling.

Den europæiske byggebranche er fortsat på vej frem, men udviklingen går langsommere end tidligere forventet.

Det viser en ny prognose fra det europæiske analysenetværk Euroconstruct, som peger på, at krigen i Iran, usikkerheden omkring Hormuzstrædet og udsving i energipriserne har gjort virksomheder og forbrugere mere forsigtige.

Det skriver Prognosecenteret i en pressemeddelelse.

Den økonomiske vækst i de 19 europæiske lande, der indgår i analysen, ventes fortsat at være positiv i de kommende år, men lavere end tidligere forudset. Samtidig er forventningerne til byggeriets vækst blevet nedjusteret. Hvor der tidligere blev regnet med en vækst på 2,4 procent i 2026, lyder prognosen nu på 2 procent.

Efter to år med tilbagegang i 2023 og 2024 er byggeriet igen på vej op, men opsvinget bliver moderat. Især anlægssektoren fortsætter med at trække udviklingen fremad. Investeringer i transport, energiforsyning, klimatilpasning og sikkerhed ventes at sikre høj aktivitet i de kommende år.

Boligbyggeriet blev hårdt ramt i perioden 2023 til 2025, hvor produktionen faldt med omkring 9 procent. Nu ventes sektoren igen at vokse, mens erhvervsbyggeriet også får et løft. Til gengæld udvikler renoveringsmarkedet sig mere afdæmpet, blandt andet fordi mange husholdninger holder igen med større investeringer i boligen.

Der er samtidig store forskelle mellem de europæiske lande. Irland, Polen, Storbritannien og Portugal forventes at få den stærkeste vækst i byggeriet frem mod 2028.

Omvendt kæmper lande som Tyskland, Frankrig, Østrig og Italien fortsat med svag efterspørgsel på boliger, høje byggeomkostninger og begrænset adgang til finansiering.

Samlet set peger prognosen på, at Europas byggebranche er ude af den værste nedtur, men at vejen tilbage til tidligere tiders vækst bliver længere og mere ujævn end først antaget.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev