AKF Holding og Sampension vil i samarbejde med Danielsen Architecture vil forvandle den 49.230 kvadratmeter store landbrugsejendom på Ejby Mosevej 30 til et nyt boligkvarter med omkring 400 boliger.
Planen rummer cirka 35.000 kvadratmeter boliger, en dagligvarebutik på 1.200 kvadratmeter og et fælleshus på omkring 270 kvadratmeter, og projektet er rykket et lille skridt nærmere realisering.
Et flertal i kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune har sagt ja til otte ugers forhøring, trods modstand fra Venstre, Bylisten og Dansk Folkeparti.
– Dette projekt er alt for stort, alt for voldsomt, og jeg forstår godt den utryghed skabes ude i Ejby med denne sag, sagde Piet Papageorge (V) på mødet i kommunalbestyrelsen, hvor sagen var på dagsordenen.
Første viceborgmester, Henrik Lund (SF), påpegede omvendt, at der er flere positive elementer i projektet, hvor der lægges op til bebyggelse med FSC-certificeret træ, ligesom projektet skal DGNB-certificeres.
– Jeg synes faktisk, der bliver inviteret til noget nærvær, noget nærhed og noget fællesskab i Ejby, og jeg synes, der bliver bygget et projekt med nogle rigtigt gode værdier, sagde Henrik Lund.
Boligerne skal bestå af cirka 110 rækkehuse og 290 etageboliger. Derudover er der skitseret et parkeringshus med 254 pladser samt 248 parkeringspladser på terræn. Samlet svarer projektet til en bebyggelsesprocent på omkring 75 procent.
De højeste bygninger placeres langs Nordre Ringvej, hvor etageboliger i 3,5 etager, parkeringshuset og købmandsbutikken samtidig skal være med til at skærme resten af området mod trafikstøj. Tættest på de eksisterende villaområder er der lagt op til rækkehuse i to etager.
Foruden en ny lokalplan kræver projektet et kommuneplantillæg, fordi området i dag er udlagt til boligbyggeri i lavere højder og med lavere bebyggelsesprocenter, ligesom der ikke er mulighed for en dagligvarebutik.
Grundejerne har samtidig tilbudt at anlægge og finansiere en cykelsti og et fortov langs Ejby Mosevej, hvis selskabet får byggeret til et projekt svarende til det fremlagte.
Inden et eventuelt kommuneplantillæg og en ny lokalplan skal der blandt andet arbejdes videre med trafik, støj, natur, arkæologi, kloakering og varmeforsyning. Kommunen skal også undersøge, om to eksisterende landbrugsbygninger fra 1960’erne kan bevares og omdannes til fælleshuse.






















