Projekt med hotel i 13 etager ramt af tekniske udfordringer

Nye krav til robusthed og bæreevne har skabt udfordringer for stort projekt med restaurant, tagterrasse og et hotel med over 200 værelser.

I samarbejde med Comwell har Danske Shoppingcentre store planer for Lyngby Storcenter, hvor nogle af etagerne i tårnet oven på centret skal omdannes fra boliger til hotel.

Projektet er dog løbet ind i udfordringer, fremgår det af en pressemeddelelse fra Danske Shoppingcentre, som ejer ejendommen.

En ny bygningsnorm stiller særlige krav om robusthed og bæreevne, hvis der ændres væsentligt ved den måde, hvorpå etagerne i en bygning anvendes, lyder det.

– Meget tyder på, at de nye krav betyder, at vi skal justere indretningen af hotellet, udtaler Casper von der Ahé, Center Manager i Lyngby Storcenter.

– Det er dog vigtigt for mig at understrege, at selvom vi skulle ændre på indretningen, så ændrer vi ikke ved det oprindelige formål: At skabe et nyt hotel som er et levende mødested i Lyngby og som kan bidrage til byens udvikling ved at gøre området endnu mere attraktivt for lokale, turister og forretningsfolk.

Ændringerne indebærer, at hotelbyggeriet muligvis skal indrettes anderledes, så der ikke etableres en restaurant på 13. etage, ligesom antallet af hotelværelser reduceres fra 216 til 200.

Desuden arbejdes der med at bevare det originale facadeudtryk på byggeriet, som har været kendetegnende for Lyngbys bymidte siden 1970’erne, mens facadepartierne fortsat skal udskiftes.

Undersøgelserne forventes afsluttet i løbet af efteråret.

Tidligere har Scandic drevet hotellet, som lukkede i slutningen af 2023.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling