Ejendommen på Svanevej 10 i Københavns Nordvestkvarter er ejet af Syvende Dags Adventistkirken Danmark.
Kirken vil i samarbejde med NYR Ejendomme og ACT Architects opføre en ny bygning med ungdomsboliger og kirke.
Projektet omfatter en bygning i fem etager med 46 ungdomsboliger på etagerne over stueetagen, hvor kirkesal og tilhørende faciliteter skal ligge. Bygningen vil få tagterrasse og tre bilparkeringspladser samt omkring 100 cykelparkeringspladser i gårdrummet.
Forvaltningen i Københavns Kommune har gennemgået projektet, og anbefaler, at politikerne giver afslag, hvis der indsendes en byggeansøgning om et byggeri med det foreslåede omfang.
Forvaltningen vurderer, at det er væsentligt større og højere end den omkringliggende bebyggelse. Bebyggelsesprocenten vil være 221 mod de normale 150 i området, og bygningens højde på cirka 21 meter gør den til den højeste i kvarteret.
Den lukkede randbebyggelse vil ifølge forvaltningen ændre områdets karakter, hvor der normalt er variation i byggehøjder og kig til gårdrum. Desuden er der ikke tilstrækkelige opholdsarealer til beboerne på terræn, da gårdrummet primært bruges til parkering og adgang.
“Forvaltningen vurderer desuden, at der ikke er tilfredsstillende opholdsarealer til 46 boliger, idet der ikke er regulære og anvendelige opholdsarealer i gårdrummet, hvor det største sammenhængende areal anvendes til parkerings- og tilkørselsareal”, lyder det i dagsordenen til et kommende møde i teknik- og miljøudvalget.
“Da ejendommen ikke er omfattet af lokalplan, kan forvaltningen ikke håndhæve, at ungdomsboligerne bebos af studerende”, lyder det videre.
Forvaltningen understreger, at tidligere skitseprojekter har vist mindre bygninger med lavere bebyggelsesprocent og åbne pladsrum mod gaden. De nuværende planer afviger væsentligt fra disse og vil derfor ikke kunne opnå byggetilladelse i deres nuværende form.
Sagen har været i høring blandt naboer og Bispebjerg Lokaludvalg, som især har kritiseret byggeriets størrelse, højde, manglende byrum og opholdsarealer samt ændringen af områdets karakter.
Hvis politikerne alligevel ønsker, at projektet skal realiseres, kræver det udarbejdelse af en lokalplan, der fastsætter bygningens omfang, placering og anvendelse. Forvaltningen vil herefter gå i dialog med ansøger om et mindre projekt, der passer bedre til områdets karakter.























