Et nyt boligprojekt med 40 seniorboliger kan være på vej på Silstrupvej i Tilsted. Politikerne i kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune har godkendt, at Boligselskabet Viborg Amt kan arbejde videre med projektet Ådalen med henblik på en egentlig godkendelse.
Første etape omfatter 20 boliger fordelt på boliger på mellem 83 og 105 kvadratmeter samt et fælleshus på 150 kvadratmeter. Samlet bliver byggeriet på 2.080 kvadratmeter. Boligselskabet forventer en anlægssum på knap 50 millioner kroner.
Den forventede husleje er oplyst til 1.068 kroner per kvadratmeter om året inklusive udgiften til fælleshuset.
Projektet kommer dog ikke til at belaste kommunens budget med det samme. Nye oplysninger viser, at grundkapitalen tidligst skal udbetales ved udgangen af 2028. Kommunen har afsat 25 millioner kroner til grundkapital i årene 2026-2029, men 16,8 millioner kroner er allerede disponeret. Når de 4,925 millioner kroner til Tilsted-projektet er trukket fra, vil der være 3,275 millioner kroner tilbage til andre projekter i 2029.
Byggeriet kræver en ny lokalplan og et mindre tillæg til kommuneplanen, blandt andet fordi et skovrejsningsprojekt skal indarbejdes. Kommunalbestyrelsen har samtidig besluttet at sætte arbejdet med ændringerne i gang.
Projektet er ét af seks almene boligprojekter, som er blevet vurderet af kommunen. Kommunens administration pegede på Silstrupvej som et af de projekter, der bedst imødekommer kommunens strategiske pejlemærker for almene boliger.
– Jeg håber, at vi får så meget luft i vores budget eller får afsat nogle penge, der gør, at de andre fem projekter, der står tilbage, at vi også kommer til at kunne gøre noget ved dem i den nære fremtid, sagde medlem af økonomiudvalget, Peter Skriver Nielsen (S) på kommunalbestyrelsesmødet.
Initiativet til det kommende seniorbofællesskab på Silstrupvej er taget af en gruppe seniorer fra lokalområdet, som ved årsskiftet 2023/2024 rettede henvendelse til Boligselskabet Viborg Amt for at drøfte mulighederne med henblik på at bygge bofællesskabet som en afdeling under boligselskabet.
De seks boligprojekter med i alt 135 almene boliger
Silstrupvej, Tilsted

Boligorganisation: Boligselskabet Viborg Amt.
Projekt: Seniorbofællesskab ved Tilsted Fjordeng.
Antal boliger: 20 boliger i første etape og yderligere 20 boliger i anden etape.
Arkitekt: P+P Arkitekter.
Beboergruppe: Projektmaterialet oplyser, at cirka 40 familier er på venteliste.
Husleje: 7.750–9.200 kroner pr. måned.
Anskaffelsessum: 49,9 millioner kroner
Planforhold: Projektet overholder kommuneplanen, men vurderes ikke at kunne gennemføres uden en ny lokalplan. Derudover kan det planlagte skovrejsningsprojekt kræve et kommuneplantillæg.
Området: Projektmaterialet kobler seniorbofællesskabet sammen med Naturstyrelsens planlagte bynære skov, restaureringen af Tilsted Bæk og en boardwalk/naturbro.
Norgesvej, Thisted

Boligorganisation: Lejerbo Thisted.
Projekt: 31 nye almene boliger.
Boligtyper: 20 seniorboliger og 11 rækkehuse til familier. Seniorboligerne er fordelt på 16 boliger på cirka 90 kvadratmeter og fire boliger på cirka 65 kvadratmeter. Rækkehusene er på cirka 100 kvadratmeter.
Arkitekt: Kjaer & Richter.
Areal: Grundareal på cirka 9.000 kvadratmeter og et samlet boligareal på 2.930 kvadratmeter.
Husleje: Det kommunale vurderingsskema angiver 6.246–9.317 kroner pr. måned.
Anskaffelsessum: Projektets økonomiske materiale angiver en samlet anskaffelsessum på 71,6 millioner kroner.
Planforhold: Projektet kan ikke overholde rammerne i den gældende lokalplan. Det vurderes derfor, at projektet enten skal tilpasses lokalplanen, eller at der skal udarbejdes en ny lokalplan.
Bakken, Sjørring

Boligorganisation: Thisted Bolig.
Projekt: 12 nye almene boliger.
Arkitekt: Rødbro Arkitekter.
Boligtype: Familieboliger i rækkehuse.
Boligstørrelser: Fire boliger på 82,5 kvadratmeter, fire på 87,5 kvadratmeter, to på 102,5 kvadratmeter og to på 107,5 kvadratmeter. Det samlede boligareal er 1.100 kvadratmeter.
Husleje: 6.909–9.003 kroner pr. måned afhængigt af boligtype.
Anskaffelsessum: 26,6 millioner kroner.
Planforhold: Projektet vurderes at overholde kommuneplanen.
Øvrigt: Thisted Bolig oplyser, at Sjørring Boligselskab fusionerer med Thisted Bolig i 2026.
Lykkens Håb, Stenbjerg

Boligorganisation: Thisted Bolig.
Projekt: 12 almene boliger.
Arkitekt: Rødbro Arkitekter.
Boligtype: Familieboliger i rækkehuse.
Boligstørrelser: Projektmaterialet arbejder med boliger på 76, 90 og 110 kvadratmeter. Det samlede boligareal er 1.050 kvadratmeter.
Materialer: Projektet beskriver blandt andet anvendelse af termobehandlet fyr og grønne tage.
Husleje: Materialet angiver et niveau på 6.713–9.917 kroner pr. måned.
Anskaffelsessum: 25,6 millioner kroner.
Planforhold: Projektmaterialet beskriver, at området er udlagt til rekreativt område, og at projektet derfor kræver ændringer i plangrundlaget.
Rødkælkevej, Hurup

Boligorganisation: Boligselskabet Viborg Amt.
Projekt: Seniorbofællesskab med cirka 30 boliger.
Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter.
Etaper: 20 boliger i første etape og yderligere 10 boliger i anden etape. Der planlægges fælleshus i første etape og en mulig værkstedsfacilitet i anden etape.
Arkitekt: Pluskontoret Arkitekter.
Bebyggelsesforslag: Der er udarbejdet både et forslag med vifteform og et forslag med kamstruktur.
Husleje: 7.515–9.100 kroner pr. måned.
Anskaffelsessum: 48,8 millioner kroner.
Planforhold: Projektet overholder kommuneplanen, men vurderes ikke at kunne gennemføres uden en ny lokalplan.
Bredgade, Hurup

Boligorganisation: Hurup Boligselskab.
Projekt: 20 almene seniorboliger med fælleshus og gæsteværelser.
Arkitekt: FN-Arkitekter.
Boligstørrelser: 10 treværelses boliger på 90 kvadratmeter og 10 fireværelses boliger på 105 kvadratmeter.
Areal: Cirka 1.950 kvadratmeter boligareal. Dertil kommer cirka 120 kvadratmeter fælleshus og tre gæsteværelser på cirka 25 kvadratmeter hver.
Projektudformning: To etager og fire længer omkring en overdækket atriumgård.
Grund: Bredgade 78-80 samt Bredgade 82 og 84 og Østre Allé 10, hvor de sidstnævnte ejendomme er opkøbt med henblik på nedrivning.
Eksisterende bygninger: En vognkælder på cirka 270 kvadratmeter fra det tidligere autoværksted ønskes bevaret til blandt andet fælles værksted og cykelparkering.
Husleje: 7.068–8.246 kroner pr. måned.
Anskaffelsessum: 50,5 millioner kroner.
Planforhold: Projektet kræver sandsynligvis et kommuneplantillæg og kan ikke gennemføres uden en ny lokalplan. Nedrivningen af de eksisterende boliger kan også kræve lokalplan.
Jordforurening: Der er konstateret kraftig olieforurening på grunden fra det tidligere benzinsalgsanlæg.
Kilde: Thisted Kommune.






















