Projekter med omkring 500 nye boliger i Rødovre er godkendt

Calum og Alfa Development er blandt udviklerne, der står bag det kommende boligområde Valhøjkvarteret med rækkehuse og lejligheder i Rødovre.

Rødovre Kommune har nu endeligt vedtaget en ny lokalplan, der giver mulighed for et nyt boligkvarter ved Korsdalsparken og Espelunden.

Bag de kommende projekter står blandt andet Alfa Development og Calum.

Planen skal omdanne Valhøj Erhvervskvarter til et grønt og bilfrit boligområde med omkring 500 boliger i form af både rækkehuse og lejligheder.

I det godt 60.000 kvadratmeter store område mellem Fjeldhammervej, Korsdalsvej og Valhøjs Allé kan der bygges tæt-lav og etageboliger i op til fem etager, og lokalplanen fastlægger, at mindst 25 procent af de kommende boliger skal være almene.

Erhvervsområde i Rødovre skal omdannes til boligområde. Volumenskitse: Adept.
Erhvervsområde i Rødovre skal omdannes til boligområde. Volumenskitse: Adept.

Parkeringspladser skal placeres i underjordiske anlæg, og en række eksisterende træer skal bevares. Derudover stiller planen krav om opholdsarealer, arkitektonisk kvalitet og nye beplantninger, dog i et revideret og mere realistisk omfang efter en række høringssvar.

Planarbejdet har været præget af stor interesse og mange bemærkninger fra borgere, foreninger og grundejere. Blandt andet har ønsket om flere seniorboliger været et gennemgående tema, og det samme gælder krav til støjdæmpning, trafikforhold og grønne områder.

En ny støjrapport sikrede, at Vejdirektoratet trak et veto med lokalplanen tilbage, da planen nu garanterer, at boliger ikke må tages i brug, før støjgrænserne er overholdt.

Erhvervsområde i Rødovre skal omdannes til boligområde. Foto: Rødovre Kommune.
Erhvervsområde i Rødovre skal omdannes til boligområde. Foto: Rødovre Kommune.

Rødovre Kommune har i samarbejde med Adept fået udarbejdet designmanualen for det kommende boligområde.

Manualen skal sikre, at områdets udendørs arealer får et ensartet og kvalitetspræget udtryk, og manualen er en bindende del af lokalplanen.

Samtidig er der indgået en udbygningsaftale med Calum, som blandt andet åbner for nye adgangsveje og en hastighedsnedsættelse på Korsdalsvej til 40 kilometer i timen.

Lokalplanen bliver offentliggjort i løbet af sommeren 2025, og området forventes at udvikle sig løbende med nye boliger, grønne opholdsrum og forbedrede forbindelser til byens idrætsfaciliteter.

Alfa Development oplyser, at man allerede i 2026 forventer at gå i gang med byggeri af 148 rækkehuse og lejligheder som en blanding af ejer- og lejeboliger i området under navnet Valhøjkvarteret.

Calum forventer, at området udvikles i etaper over en længere årrække. Den nordjyske udvikler købte deres ejendom i området af Blackstone-selskabet Mileway for 107 millioner kroner i 2023, hvor Rødovre Kommune allerede var langt inde i dialogen med Alfa Development.

Så meget må der bygges

Grundene i området ejes af henholdsvis Rødovre Kommune, Alfa Development, Calum og Ejendomsselskabet Valhøjs Allé 180 ved Arjang FarhadpourPeder Jensen PedersenArash Nouri-Nejad og Arash Farhadpour.

Alfa Development – matrikel 3xp

Alfa Development købte i foråret 2017 ejendommen på Korsdalsvej 111 for 22,5 millioner kroner.

I området må der bygges godt 18.000 kvadratmeter boliger, hvilket ifølge Rødovre Kommune svarer til omkring 195 boliger.

Calum – matrikel 3xr

Calum købte sommeren 2023 ejendommen på Valhøjs Alle 190 for knap 107,3 millioner kroner.

I området må der bygges knap 21.400 kvadratmeter boliger, hvilket ifølge Rødovre Kommune svarer til omkring 240 boliger.

Ejendomsselskabet Valhøjs Allé 180 – matrikel 3xq

Ejendomsselskabet Valhøjs Allé 180 købte i begyndelsen af 2022 ejendommen Valhøjs Allé 180 for 25 millioner kroner.

I området må der bygges godt 4.900 kvadratmeter bebyggelse, hvoraf godt 2.400 kvadratmeter er eksisterende erhverv. Dertil kommer omkring 1.870 kvadratmeter boligbyggeri, hvilket ifølge Rødovre Kommune svarer til omkring 20 boliger.

Rødovre Kommune – matrikel 3c

Rødovre Kommune ejer genbrugsstationen på Valhøjs Alle 182.

I området, der er ejet af Rødovre Kommune, må der bygges knap 6.930 kvadratmeter boliger, hvilket ifølge Rødovre Kommune svarer til omkring 82 boliger.

Kilde: Rødovre Kommune.

Tilmeld Nyhedsbrev