
Nye lejligheder kan være på vej på Smedeland 8 i Albertslund.
Politikerne i Plan- og Byudviklingsudvalget har sagt ja til at sætte arbejdet med en ny lokalplan i gang, så det tidligere erhvervsområde kan udvikles til boliger.
Et selskab, der ejes af indehaverne af Rødovre Tømrerfirma, Lars Christian Lucht Rasmussen og advokat Henrik Oehlenschlæger, købte i 2007 ejendommen Smedeland 8 i Glostrup for 46 millioner.
Det er dog Becker & Nielsen, der i samarbejde med Nordic Office og Architecture står bag projektet på den 5.300 kvadratmeter stor grund, hvor der i dag ligger en ubenyttet kontorejendom fra 1967 samt parkeringpladser og træer.
Den nye bebyggelse er foreslået opført som en hesteskoformet bebyggelse i fem-seks etager med omkring 7.950 kvadratmeter etageareal.
“Projektet tager afsæt i et robust og klassisk materialevalg med murværket som det primære arkitektoniske element. Facaderne er disponeret med en klar vertikal opdeling, der giver bebyggelsen rolige proportioner og en sammenhængende fremtoning”, lyder det i skitsematerialet.
Projektet ventes at rumme cirka 96 lejligheder med en gennemsnitlig størrelse på knap 83 kvadratmeter. Under gårdrummet skal der etableres en delvist nedgravet parkeringskælder, mens beboerne får adgang til fælles udendørs opholdsarealer på omkring 2.390 kvadratmeter. Alle boliger er samtidig planlagt med egen altan, terrasse eller have.

I gården skal der opføres et fælleshus på 150 kvadratmeter, og bebyggelsen får grønne opholdsarealer og en stor åbning mod syd.
Byggeriet følger i store træk kommunens principper for udviklingen af Hersted Industripark, men projektet skal bearbejdes yderligere under lokalplanarbejdet.
Det er ikke første gang, der har været planer om at udvikle grunden. Kommunalbestyrelsen satte i 2019 gang i en lokalplan for at ombygge kontorejendommen, men i 2022 blev projektet afvist. Dengang var en fem etager høj støjskærm mod syd nødvendig. Det krav er ikke længere aktuelt på grund af planer om byudvikling på naboejendommen.
Kommunen og den nye bygherre har også undersøgt, om den eksisterende kontorbygning kunne omdannes til boliger. Det viste sig ifølge kommunen ikke muligt, blandt andet fordi bygningen er 16 meter dyb og derfor ikke giver mulighed for lejligheder med tilstrækkeligt dagslys fra begge sider.
Smedeland 8 ligger tæt på den kommende letbanestation i Hersted, og kommunen ser derfor boligbyggeriet som en del af den fortsatte omdannelse af Hersted Industripark. Projektet skal dog senere tilpasses den kommende kommuneplan og blandt andet tage højde for forventede krav til grønne områder, biodiversitet og parkering til ladcykler.
Plan- og Byudviklingsudvalget tiltrådte indstillingen om at udarbejde en ny lokalplanen. Enhedslisten stemte dog imod.





















