Pumpemand køber sig ind i Mariendal El-Teknik

Tidligere topchef i pumpevirksomhed køber majoriteten af den nordjyske el-virksomhed, der i 2024 havde glødende røde tal på bundlinjen.

Administrerende direktør og ejer Keld Ramlov fra Mariendal Gruppen, og ny majoritetsejer af Mariendal El-Teknik, Henrik Sørensen. Foto: PR.
Administrerende direktør og ejer Keld Ramlov fra Mariendal Gruppen, og ny majoritetsejer af Mariendal El-Teknik, Henrik Sørensen. Foto: PR.

Mariendal El-Teknik Aktieselskab får ny majoritetsejer. Investeringsselskabet Stenseminde Holding Anpartsselskab med erhvervsmanden Henrik Sørensen i spidsen har købt 51 procent af virksomheden.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Mariendal Gruppen, der er sælger af aktiebeholdningen, og som fortsat er medejer.

Koncernen er ejet af Ramlov-familien. Ifølge administrerende direktør og ejer Keld Ramlov står Mariendal El-Teknik stærkt efter en vellykket turnaround i det forgangne år, og den nye ejerkreds deler ambitionen om at udbygge virksomhedens position inden for elinstallationer og tekniske løsninger.

– Vi har i det forgangne år gennemført en positiv turnaround af Mariendal EL-Teknik takket være en solid indsats fra vores dygtige medarbejdere. Det betyder, at vi ved indgangen til 2026 står særdeles stærkt til at imødekomme den fremtidige markeds- og konkurrencesituation, udtaler Keld Ramlov.

Samarbejdet med Stenseminde Holding tilfører både kapital og et bredt erhvervsnetværk, særligt i Nordjylland.

Henrik Sørensen peger på, at Mariendal El-Teknik har et solidt fundament, et stærkt brand og et tydeligt vækstpotentiale i form af både organisk vækst og vækst gennem opkøb.

– Vi vil dog prioritere en lønsom vækst, hvor vi som minimum ser frem til at imødekomme markedets krav, samtidig med at vi vil værne om den gode arbejdsplads i Mariendal El-Teknik, udtaler Henrik Sørensen.

Han påpeger, at fokus vil være på sund indtjening og på at fastholde virksomheden som en attraktiv arbejdsplads.

Ejerskiftet trådte i kraft den 1. januar 2026, og den nuværende ledelse fortsætter uændret.

Mariendal El-Teknik har hovedsæde i Aalborg og afdelinger i Frederikshavn, Brønderslev, Aarhus og Brøndby. Virksomheden havde i 2024 en bruttofortjeneste på godt 107 millioner kroner, mens resultatet før skat lød på -40 millioner kroner. Efter skat lød underskuddet på omkring 31,5 millioner kroner.

Det skyldtes blandt andet stigende dokumentationskrav, stigende materialepriser og stigende lønninger, der har krævet betydelige investeringer i forbedring af administrative processer, kompetenceudvikling og digitalisering.

Året bød desuden på oprydning og bedre organisering efter en årrække, hvor virksomheden har været involveret i flere tabsgivende projekter, som nu er afsluttet. I 2025 forventes derfor et positivt driftsresultat på 0-5 millioner kroner.

Henrik Sørensen er tidligere topchef i Desmi. I 2022 solgte han aktiemajoriteten i pumpevirksomheden til kapitalfonden Odin for omkring 500 millioner kroner. Han har også netop overtaget godt 25 procent af den nordjyske satellitproducent Space Inventor.

Tilmeld Nyhedsbrev