Færdiggørelsen af Ørestad Syd rykker et vigtigt skridt nærmere. I takt med arbejdet med lokalplanen for Hannemanns Allé har By & Havn nu valgt de rådgivere, der skal stå for den tekniske rådgivning i udviklingen af områdets infrastruktur, byrum og landskab.
Det oplyser udviklingsselskabet på LinkedIn.
Rambøll og Cobe er udpeget som totalrådgivere på infrastrukturprojektet ved Hannemanns Allé. Opgaven omfatter den samlede planlægning af de fysiske rammer.
“Den udbudte samlede opgave danner grundlaget for den næste fase i realiseringen af et nyt byområde i Ørestad”, skriver By & Havn.
Holdet er valgt på baggrund af det økonomisk mest fordelagtige tilbud og en vurdering af deres forståelse for områdets identitet og ambitionerne om bæredygtige løsninger.
Målet er ifølge By & Havn at skabe et sammenhængende bykvarter, hvor et nyt uddannelsescampus med SOSU H og TEC bliver en integreret del af bydelen.
Ifølge By & Havn bygger det valgte forslag på en helhedsorienteret tilgang, hvor mobilitet, landskab, byrum og grønne kvaliteter spiller sammen.
Ambitionen er at udvikle et område, hvor infrastruktur, opholdskvalitet og bæredygtighed går hånd i hånd til gavn for de kommende brugere af bykvarteret, lyder det.























