Rådgivervirksomhed er rykket ind i højhus

Rådgivervirksomheden har selv bidraget til udviklingen af det 110 meter høje kontortårn i udviklingsområde i Aarhus.

Niras flyttede den 4. august 2025 ind i Akson Business Tower i Sydhavnskvarteret i Aarhus efter knapt ti år på Ceres Allé.

Det oplyser rådgivervirksomheden i en pressemeddelelse.

Det nye domicil, placeret i en af Danmarks højeste kontorbygninger, markerer et nyt kapitel med moderne rammer for fremtidens rådgivning.

– Med det nye kontor har Niras investeret i Aarhus for at skabe plads til fortsat vækst, udtaler administrerende direktør Carsten Toft Boesen.

A. Enggaard og PKA står bag det 110 meter og 26 etager høje kontortårn, som strækker sig over 37.500 kvadratmeter.

Sammen med arkitekter fra Aart har Niras selv bidraget som rådgiver på projektet.

– Vi er stolte af, at vi som rådgiver og lejer har været med til at forme Akson, fortæller forretningsdirektør Jan Østergaard Nielsen.

Kontoret rummer 550 fleksible arbejdsstationer, over 40 mødelokaler og moderne faciliteter. Flytningen, der involverede 1.500 flyttekasser og genbrug af 10 tons arkivmateriale, blev gennemført på en uge.

– Med Akson har vi fået plads i et inspirerende hus, hvor mennesker og faglighed kan vokse, siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen.

Indflytningen blev fejret med musik, rød løber og en varm velkomst til de over 500 medarbejdere.

Tilmeld Nyhedsbrev