City Vest i Aarhus. Foto: A. Enggaard.
City Vest i Aarhus. Foto: A. Enggaard.

Aarhus Kommune vil gøre brug af muligheden for at stille krav om flere ejerboliger i forbindelse med omdannelsen af City Vest i Gellerup.

Det skriver Århus Stiftstidende.

A. Enggaard købte i december 2022 det 25.000 kvadratmeter store butikscenter fra 1972 for omkring 100 millioner kroner af Dansk Shoppingcentre, som ejes af pensionskasserne ATP og Danica Ejendomme.

Det tidligere storcenter skal udvikles til et boligområde med et mindre bydelscenter.

– City Vest er et oplagt sted at bruge den nye lov, for at få et mere blandet og attraktivt boligområde, siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø, til Århus Stiftstidende.

Ifølge rådmanden har kommunen hidtil haft begrænsede muligheder for at stille sådanne krav, og det har bidraget til, at mange nye boligområder i Aarhus primært er blevet opført som udlejningsboliger. Derfor ønsker kommunen fremover en bedre blanding af boligtyper, herunder både ejerboliger og større lejligheder til familier.

A. Enggaard vil bevare den nordligste del af centret som et lokalt samlingspunkt med butikker, mens de sydlige dele af centret og de omkringliggende parkeringsarealer skal omdannes til boliger i form af lejligheder, rækkehuse og etagebyggeri. Også et parkeringsareal vest for Gellerup Kirke indgår i planerne.

A. Enggaard har allerede opført eller planlagt knap 1.300 boliger i Gellerup, hvoraf mange er mindre lejeboliger.

Afdelingschef Jens Skinnebach fra A. Enggaard siger, at virksomheden gerne vil bidrage med ejerboliger ved City Vest, men at det skal ske i det rette tempo. Han peger på, at salget af ejerboliger andre steder i området har været begrænset, og at timingen derfor er afgørende.

A. Enggaard og Aarhus Kommune skal blandt andet blive enige om antallet af boliger, boligstørrelser, boligtyper og hvorvidt dele af det eksisterende center kan rives ned eller skal bevares og ombygges.

Kommunen ønsker især flere tæt-lave boliger som rækkehuse samt større ejerboliger for at tiltrække børnefamilier med stabile økonomiske ressourcer.

Samtidig ønsker Aarhus Kommune at bevare dele af den eksisterende arkitektur, mens A. Enggaard ønsker at rive den sydlige del af centret ned for at opføre mere nybyggeri, hvilket kommunen ikke umiddelbart vil acceptere.

Først når parterne når til enighed, kan arbejdet med en konkret lokalplan gå i gang. A. Enggaard håber, at lokalplanarbejdet kan begynde frem mod sommeren, og at et forslag til lokalplan kan ligge klar om et til halvandet år.

Tilmeld Nyhedsbrev