Rådmand vil stramme styringen af kommunale byggeprojekter

Det skal være slut med at gå i byrådet for at få tillægsbevillinger, når kommunale byggerier har overskredet budgettet, mener rådmand.

Rådhuset i Aarhus. Foto: © Dansk Byudvikling.
Rådhuset i Aarhus. Foto: Dansk Byudvikling.

Kommunale byggeprojekter i Aarhus overskrider for ofte budgettet, og det fører til gentagne ansøgninger om ekstra penge fra byrådet.

Det vil rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (K), nu ændre med en gennemgang af kommunens byggeprojekter og nye regler for budgetstyring.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

En indledende kortlægning viser, at der er risiko for budgetoverskridelser i en række igangværende projekter.

Derfor skal Teknik og Miljø sammen med de øvrige magistratsafdelinger gennemgå projekterne og udarbejde forslag til besparelser eller tilpasninger, så de kan gennemføres inden for de afsatte økonomiske rammer.

Ifølge Nicolaj Bang har der i flere år været for lidt fokus på både realistiske budgetter og på at overholde dem. Målet er, at kommunen som hovedregel ikke bruger flere penge på byggeprojekter, end byrådet har bevilget.

– Vi skal styrke vores fokus på bedre budgetter og have en større respekt for at overholde de budgetter, så vi som hovedregel ikke bruger flere penge, end der er afsat, udtaler rådmanden.

En særlig taskforce med ledelsesrepræsentanter fra Teknik og Miljø skal nu følge økonomien i projekterne tæt. Arbejdet skal ske med hjælp fra eksterne rådgivere, og resultaterne ventes fremlagt for magistraten inden sommer.

Bag budgetproblemerne ligger blandt andet stigende byggepriser, forældede finansieringsmodeller og flere krav til offentlige byggerier, blandt andet på klima- og energiområdet. Samtidig er nogle projekter startet før kommunens ejendomsområde blev samlet i Teknik og Miljø.

– Det er langt fra tilfredsstillende, at vi er nødt til at reducere i igangværende byggerier, for det betyder, at de ikke kommer til at leve op til de oprindelige planer og forventninger, men jeg ser ikke anden udvej, for vi kan ikke bare bruge løs af penge vi ikke har fået bevilget, og så skal vi sammen finde en løsning, så det ikke bliver et tilbagevendende problem, siger Nicolaj Bang.

Kommunen vil senere på året fremlægge nye retningslinjer for styring og budgettering af byggeprojekter. De skal blandt andet indeholde bedre risikostyring, større gennemsigtighed for byrådet og opdaterede modeller for finansiering af byggerier. Målet er at undgå fremtidige budgetoverskridelser og behovet for tillægsbevillinger.

Tilmeld Nyhedsbrev