Med Rambølls nye værktøj Global Biodiversity Metric kan bygherrer og arealejere nu måle graden af biodiversitet på de arealer, de har i deres portefølje eller overvejer til projektområde for ny udvikling.
Dermed kan de finde ud af, hvor der kan bygges med mindst mulig skade på biodiversiteten, ligesom de kan følge udviklingen af de arealer, hvor der arbejdes med at øge biodiversiteten.
Rambøll stiller værktøjet til rådighed ganske gratis som et “open source”-værktøj, og det lanceres på FN’s biodiversitets-topmøde COP16 i Colombia.
Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.
Ifølge Rambøll understøtter måleværktøjet FN’s mål for bæredygtig udvikling samt !Kunming-Montreal Global Biodiversity Framework”, også kaldet naturens Paris-aftale med målet om at beskytte 30 procent af klodens jord og hav inden 2030.
Tanken er at etablere en fælles, global standard til at vurdere vores planets biodiversitet ved hjælp af nøgleindikatorer for økosystemers sundhed.
– Vores værktøj indeholder en liste over alle de vigtigste habitater, der eksisterer på globalt plan. Det er altså ikke begrænset til et enkelt land eller region og kan anvendes til at opgøre biodiversitetsværdien, uanset hvor på kloden, man befinder sig, udtaler Martin Kielland, markedsdirektør for biodiversitet i Rambøll i Danmark.
Bag habitaterne i værktøjet ligger et pointsystem. Det enkelte habitat tildeles point ud fra dets størrelse, tilstand, bevaringsværdi og strategiske betydning. Tilstanden vurderes ud fra struktur og ressourceparametre, og bevaringsværdien ud fra en vurdering af, hvor truet habitatet er. Og den strategiske betydning afhænger af, om habitatet eksempelvis er del af en vigtig korridor eller af et areal, hvor der indgår en handleplan, som gør det uhensigtsmæssigt at bygge der. Jo højere point, jo større biodiversitetsværdi.
Værktøjet sætter også værdi på ”hverdagsnaturen”, det vil side de arealer og habitater, der i dag ikke har en retslig beskyttelse, hvilket er vigtigt, da disse arealer inddrages til byggeri i stor stil, hvorved arealer, der kunne være blevet til værdifuld natur, går tabt.
Dan Rockefeller har ledet udviklingen af værktøjet hos Rambøll.
– Verden har brug for et fælles sprog til at måle og forvalte biodiversitet. Vores værktøj og pointsystemet i det er baseret på anerkendte organisationers videnskabelige vurderinger af, hvor truet et pågældende habitat er, herunder International Union for Conservation of Nature (IUCN) Global Ecosystem Typology og NatureServe’s Ecological Integrity Assessment-protokol, udtaler Dan Rockefeller.
– Formålet er at etablere en fælles tilgang til måling, evaluering og forvaltning af biodiversitet, der indeholder et globalt habitat-klassificeringssystem, relevante indikatorer til at karakterisere tilstanden i et habitat og robuste vurderinger for at etablere bevaringsværdi.
Ifølge Rambøll bidrager Global Biodiversity Metric til virksomheders efterlevelse af globale rapporteringskrav, herunder direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) og anbefalingerne fra Taskforce on Nature-related Financial Disclosures (TNFD), som er et globalt rammeværktøj for rapportering af naturrelaterede risici og påvirkninger.
Under udviklingen har Rambøll trukket på læring fra andre værktøjer, herunder Natural Englands Statutory Biodiversity Metric, som er et lovkrav i England for byggerier, der kræver en lokalplan, samt Rambølls Americas Biodiversity Metric og Singapore Biodiversity Accounting Metric.
Peer review af Global Biodiversity Metric begynder i fjerde kvartal 2024.