Salgschef i Randers Tegl, Kenneth Moesgaard Poulsen. Foto: PR.
Salgschef i Randers Tegl, Kenneth Moesgaard Poulsen. Foto: PR.
AnnonceTilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling

Randers Tegl lancerer i disse dage nye klimadata – de såkaldte miljøvaredeklarationer (EPD’er) – på koncernens murstensprodukter.

Gennem det seneste år har murstensproducenten indfaset et nyudviklet digital EPD-løsning, der konkret gør virksomheden i stand til nemt og hurtigt at lave unikke EPD’er for hver enkelt mursten i sortimentet.

Dermed kan Randers Tegl med få klik få fuld indsigt i sammensætningen af den specifikke murstens samlede Global Warming Potential-værdi (GWP-værdi) og herefter iværksætte målrettede indsatser for at nedbringe CO2-aftrykket.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra teglproducenten med hovedkontor i Aalborg og en årlig omsætning på 650 millioner kroner.

Samtidig har Randers Tegl per 1. januar 2025 indgået aftale om biogasforsyning på alle koncernens murstensværker.

Samlet set betyder det, at virksomheden har sænket GWP-værdien på flere end 150 varenumre og i den forbindelse barberet knap 40 procent af den hidtidige rekord for murstenen med den laveste GWP-værdi i landet.

– Det er meget markant, og faktisk har vi ikke kendskab til nyproducerede murstensprodukter med lavere GWP på verdensplan end vores, siger salgschef i Randers Tegl, Kenneth Moesgaard Poulsen.

– Når det er sagt, er det ikke nok for os at have de grønneste mursten. Det afgørende er, at vi med et bredt sortiment nu er meget konkurrencedygtige i forhold til andre facadeprodukter, så mursten også i fremtidens byggeri kan bidrage med sine fantastiske kvaliteter i form af æstetik, levetid og minimale behov for vedligehold.

Udviklingen det seneste år gør, at Randers Tegl i dag kan fremvise en GWP-værdi på 4,55 kilogram CO2-ekvivalenter per kvadratmeter på koncernens klassiske røde teglsten, der er den nyproducerede mursten med det laveste CO2-aftryk.

Sidste år var GWP’en på det tilsvarende produkt 9,52. De nyproducerede mursten rykker også markant tættere på en genanvendt mursten, der i Randers Tegls sortiment har en GWP-værdi på 2,42.

De specifikke årsager til de markante CO2-reduktioner skal foruden omstillingen til biogas særligt findes i, at Randers Tegl med udgangspunkt i indsigterne fra den digitale EPD-løsning har justeret på alt lige fra kalkindholdet i murstenen til brændstofforbruget og nedbringelse af affald på murstensværkerne.

Randers Tegl har i dag fem produktionsenheder i Danmark og en i Tyskland. Med indfasningen af den nye digitale løsning og overgangen til biogas på murstensværkerne på plads retter Randers Tegl nu fokus mod koncernens tagstensværker.

Efter sommer overgår Randers Tegls danske tagstensværker til biogasforsyning, og efterfølgende påbegyndes omstillingen af energiforsyningen til koncernens tyske værk i Nordrhein-Westfalen.

– Vi tror på, at vi kan lave tilsvarende store reduktioner på vores tagstensprodukter, og det er helt nødvendigt for at være på forkant med indfasningen af skrappere krav på renoveringsmarkedet, siger Kenneth Moesgaard Poulsen.

Tilmeld nyhedsbrevet fra Dansk Byudvikling