I et fugtigt klima som det danske er fugthåndtering en afgørende forudsætning for holdbart træbyggeri. Foto: Teknologisk Institut.
I et fugtigt klima som det danske er fugthåndtering en afgørende forudsætning for holdbart træbyggeri. Foto: Teknologisk Institut.

En ny rapport fra Teknologisk Institut kortlægger de største barrierer for fleretagers træbyggeri i Danmark.

Det oplyser instituttet i en pressemeddelelse.

Rapporten peger på, at træ stadig sjældent bruges som bærende konstruktion i bygninger over fire etager, selvom materialet kan bidrage til at reducere byggeriets klimaaftryk.

– Hvis træ for alvor skal bidrage til at sænke byggeriets klimaaftryk, er vi nødt til at udbrede til større bolig- og kontorbyggerier, ikke kun i lave huse og fyrtårnsbyggerier, udtaler centerchef Niels Morsing, Teknologisk Institut.

– Der er flere gode erfaringer fra danske projekter, men vi kan også se, at der er en række tekniske og lovgivningsmæssige knaster, der kan gøre det unødigt svært og dyrt at vælge træ, når man bygger i højden.

Ifølge rapporten er de største udfordringer brandkrav, lydforhold, fugthåndtering og manglende erfaring i branchen.

Særligt brandsikkerheden giver problemer, fordi bygningsreglementets standardløsninger primært er udviklet til betonbyggeri. Det betyder, at hvert højt træbyggeri ofte kræver særskilt dokumentation, hvilket kan gøre projekterne dyrere og mere usikre.

– I praksis skal hvert enkelt højt træbyggeri finde sin egen vej gennem regler og dokumentation. Det øger både usikkerhed og pris, og gør det nærliggende at falde tilbage på velkendte metoder med konventionelle materialer, udtaler sektionsleder, Christian Fundby Schou, Teknologisk Institut.

Rapporten anbefaler blandt andet flere præaccepterede løsninger for træbyggeri, bedre dokumenterede lydløsninger, tidligere planlægning af fugtstrategier samt mere uddannelse og vidensdeling i branchen.

– Fugtstrategi skal ikke være noget, man først taler om, når råhuset står der. Den skal ind i projektet, når man vælger byggesystem, planlægger logistik og fastlægger detaljer. De nuværende regler og vejledninger på fugtområdet er for generelle, når man bygger med træ, siger udtaler konsulent Stine Achton-Boel Lønbro, Teknologisk Institut.

Målet er at gøre det lettere og mere attraktivt at bygge højere bygninger i træ.

Tilmeld Nyhedsbrev