Metro på højbane i København. Foto: Dansk Byudvikling.
Metro på højbane i København. Foto: Dansk Byudvikling.

Greenpeace har i en ny rapport sammenlignet priser, billetsystemer og sociale rabatter i den kollektive trafik i 30 europæiske lande og hovedstæder.

Danmark ligger på en delt 17. plads. Landet har ikke en permanent landsdækkende langtidsbillet, men får fuldt udbytte for, at der ikke opkræves moms på indenlandsk kollektiv trafik.

København klarer sig endnu dårligere. Hovedstaden er faldet tre pladser siden 2023 og ligger nu som nummer 27 ud af 30 hovedstæder i Europa, når det gælder priser på pendlerkort og rabatter i den kollektive transport.

Et to-zoners pendlerkort i København med metro er steget fra 510 kroner om måneden i 2023 til 600 kroner i 2026. Det svarer til en prisstigning på 17,6 procent og er blandt de større stigninger i de europæiske hovedstæder. Til sammenligning er priserne i Oslo i samme periode faldet med 11,5 procent.

– Vi ved, at offentlig transport belaster klimaet mindre, giver mindre luftforurening og mindre trængsel i byen, udtaler Christian Fromberg, politisk kampagneleder for Greenpeace Danmark, i en pressemeddelelse.

– Det er altså lidt skørt, at København, der gerne vil være en grøn storby, har nogle af de dårligste forhold for pendlere i Europa. Vi skal gøre det billigere og ikke dyrere at tage bussen og toget.

København får også få point for sociale rabatter. Seniorer har adgang til et markant billigere pensionistkort, mens studerende og personer med handicap har mere begrænsede rabatordninger.

Rapporten peger samlet på, at enkle og billige langtidsbilletter kan gøre det lettere at skifte fra bil til kollektiv trafik.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev