
Boligforeningen ØsterBo står i samarbejde med Ravn Arkitektur bag projektet med 57 nye ungdomsboliger ved Dyrskuevej og Ørstedgade i Vejle.
Projektets samlede anskaffelsessum er steget fra knap 65 millioner kroner til næsten 69 millioner kroner.
Stigningen skyldes blandt andet højere maksimumbeløb for støttet byggeri som følge af almindelige prisstigninger og skærpede klimakrav. Samtidig har ØsterBo valgt at afsætte ekstra midler til uforudsete udgifter for at sikre kvaliteten i byggeriet og tage højde for usikkerhed om prisudviklingen.
Projektet skal opføres i totalentreprise af Raunstrup, som vandt udbuddet med det mest fordelagtige tilbud.
Den højere byggesum betyder også, at huslejen stiger. Den forventede månedlige husleje bliver omkring 3.970 kroner eksklusive forbrug. Det er cirka 208 kroner mere om måneden end tidligere beregnet.
Lokalplanen for området blev endeligt vedtaget i marts, og ØsterBo forventer at søge byggetilladelse i juni. Byggeriet ventes at gå i gang i juli 2026 og stå færdigt i juni 2027.






















