
Lokale foreninger og frivillige ildsjæle kan nu søge op til 1,2 millioner kroner til bygge- og renoveringsprojekter gennem Realdanias kampagne Underværker.
Ansøgningsfristen er 3. februar 2027, oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
– Lokale ildsjæle er ofte dem, der først får øje på mulighederne i de steder og bygninger, der ligger, hvor de bor. Erfaringerne fra mere end 350 støttede Underværker viser, at de med relativt få midler kan skabe stor forandring lokalt, udtaler Laura Kristine Bjerre Munch, projektchef i Realdania.
Pengene kan blandt andet gå til byggeri, udendørsanlæg og faglig rådgivning i forbindelse med bygge- og renoveringsprojekter. Ansøgerne skal samtidig kunne dokumentere, hvordan resten af projektet skal finansieres.
Der er dog en vigtig hurdle, før projekterne overhovedet når frem til bedømmelsen. Hvert projekt skal samle mindst 500 stemmer på Underværkers hjemmeside inden fristen. Kravet skal sikre, at projekterne har lokal opbakning og ikke alene bygger på ønsketænkning hos en enkelt gruppe.
Siden 2011 har Realdania støttet 365 projekter gennem Underværker med lidt over 200 millioner kroner. Projekterne spænder fra forsamlingshuse og tidligere stationsbygninger til byhaver, værksteder og fællesarealer.
Realdania fremhæver samtidig Underværker som en mulighed for at afprøve mere bæredygtige løsninger i mindre skala, blandt andet gennem genbrug af byggematerialer og nænsom renovering.
Der er afsat 43 millioner kroner til kampagnen i perioden 2024 til 2027. Læs mere om puljen her.





















