Børnekulturhuset i Roskilde fungerer som mødested for børn og unge samt forældre og bedsteforældre. Foto: Klaus Bo.
Børnekulturhuset i Roskilde fungerer som mødested for børn og unge samt forældre og bedsteforældre. Foto: Klaus Bo.

Realdania sætter gang i en stor, landsdækkende indsats, der skal gøre Danmarks kulturhuse mere åbne, inkluderende og tidssvarende.

Det oplyser den filantropiske forening i en pressemeddelelse.

Målet er at skabe bedre rammer for fællesskaber og aktiviteter – og samtidig nå ud til unge og andre grupper, som i dag sjældnere bruger kulturhusene. Det afsættes der 125 millioner kroner til.

Danmarks omkring 400 kulturhuse besøges hvert år af omkring 16 millioner mennesker. Her mødes frivillige, ansatte og borgere til alt fra værkstedsaktiviteter til fællesspisning og teater.

Men ifølge Realdania er der behov for at udvikle de fysiske rammer, så de i højere grad understøtter husenes mange funktioner.

Vi vil gerne understøtte kulturhusene i at blive klogere på og konkret komme med eksempler på, hvordan de fysiske rammer kan støtte bedre op om dagligdagens aktiviteter, udtaler filantropidirektør i Realdania, Stine Lea Jacobi.

– Vi tror også på, at endnu flere kan få glæde af de gode ting, kulturhusene kan tilbyde. Her ser vi arkitektur som et af de værktøjer, vi kan arbejde med for at åbne kulturhusene for flere, og vi ser et klart potentiale i at bruge rum og indretning til at lykkes endnu bedre med at gøre kulturhusene til samlingssteder for alle.

Realdania peger på, at kulturhusene rummer et stort potentiale som lokale samlingssteder, men at der fortsat er grupper i samfundet, som i begrænset omfang bruger dem – særligt unge, mennesker med minoritetsetnisk baggrund og borgere med sårbarheder. Indsatsen skal derfor også gøre kulturhusene mere inkluderende.

Indsatsen får navnet Kulturhuse for alle og vil blandt andet omfatte analyser, pilotprojekter og samarbejder med kommuner, kulturaktører og forskningsmiljøer. De første initiativer ventes offentliggjort i første halvdel af 2026.

Første skridt bliver en landsdækkende analyse af udvalgte kulturhuse, hvor sociolog Emma Nielsen og arkitektfirmaet Leth & Gori skal undersøge, hvordan arkitektur og indretning påvirker brugen og fællesskabet i husene.

Tilmeld Nyhedsbrev