
Den københavnske venturekapitalfond Kompas har lukket for nye investeringstilsagn til sin anden fond med en samlet kapital på 1,2 milliarder kroner.
Blandt investorerne er den filantropiske forening Realdania, som indtræder som ny partner, mens VKR Holding fortsætter som hovedinvestor, oplyses det i en pressemeddelelse.
– Vi er meget glade for at byde Realdania velkommen til teamet og vores platform. Det er en institution med årtiers ekspertise inden for byggebranchen og bæredygtig udvikling. Samtidig er vi tilfredse med at overgå vores mål for finansiering lidt før tid, udtaler Sebastian Peck, partner i Kompas.
Den nye fond skal investere i op til 25 virksomheder i Europa og Nordamerika med fokus på teknologier, der kan modernisere produktion og byggebranchen. Allerede nu er der investeret i otte virksomheder inden for blandt andet kunstig intelligens, automatisering, energisystemer, materialeteknologi og logistik.
Ifølge Kompas er målet at få nye teknologier ud af laboratorierne og ind i den virkelige verden, hvor de kan skabe konkrete forbedringer. Fonden arbejder derfor med at identificere og løse de praktiske barrierer, der ofte bremser implementeringen i industrien og byggeriet.
– Det byggede miljø danner rammen om vores hverdagsliv, og derfor ser vi et stort potentiale i løsninger, der kan bidrage til en mere bæredygtig og værdiskabende udvikling af vores byer, bygninger og infrastruktur, udtaler Kenneth Lillelund Winther, investeringsdirektør i Realdania.
Kompas blev etableret i 2021 med fokus på at investere i teknologier, der kan omstille tunge industrier. Den første fond investerede blandt andet i løsninger til at reducere klimaaftryk fra stål og cement samt i kunstig intelligens til risikostyring og energieffektivisering. Blandt investeringerne var også de danske virksomheder Again og Treble.
Med den nye fond vurderer investorerne, at der er stigende efterspørgsel efter kapital og specialiseret viden til at gennemføre den industrielle omstilling, som mange virksomheder står overfor.























