
To filantropiske fonde vil nu forsøge at skubbe byggebranchen i en mere cirkulær retning.
Realdania og Laudes Foundation har indledt et samarbejde, der skal styrke genbrug og genanvendelse af byggematerialer og udbrede cirkulært byggeri i Europa, oplyses det i en pressemeddelelse.
Samarbejdet kobler Realdanias program Cirkulært Byggeri 2.0 sammen med det europæiske netværk Circular Buildings Coalition. Målet er at dele viden og udvikle løsninger, der kan gøre genbrug af byggematerialer til en mere almindelig del af byggeriet.
Smith Innovation deltager i begge initiativer og fremhæver det særlige ved dette tætte samarbejde:
– Realdania og Laudes Foundation er begge vigtige drivkræfter i arbejdet med den systemiske omstilling af det byggede miljø, udtaler Simone Kongsbak, partner i Smith Innovation.
– De deler de samme ambitioner, men arbejder samtidig med forskellige filantropiske virkemidler. Sammen kan de give cirkulært byggeri i Europa det nødvendige momentum.
Parterne peger på, at byggebranchen står for næsten 40 procent af verdens CO2-udledninger, og at udfordringer som klimabelastning og mangel på ressourcer kræver et tættere samarbejde på tværs af landegrænser.
Indsatsen skal blandt andet forbedre markedet for genanvendelige byggematerialer, udvikle returordninger hos producenter og gøre det lettere at få nye cirkulære løsninger fra pilotprojekter til almindelig praksis.
Ambitionen er samtidig at skabe nye forretningsmodeller og stærkere værdikæder, så materialer kan blive i kredsløb længere og anvendes i nye byggeprojekter.






















