
Realdania By & Byg sætter nu et sidste punktum på det store udviklingsprojekt med bæredygtige etagebyggerier i Fredericia.
Det sjette og sidste MiniCO2 Etagehus, kaldet MiniCO2 Etagehus Hybrid, samler erfaringer fra fem tidligere forsøgsbyggerier for at vise, hvordan både materialer og byggeprocesser kan sænke CO2-udledningen markant.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Realdania By & Byg har siden 2022 opført seks boligejendomme i hver især fem etager i Kanalbyen i Fredericia. Alle bygninger er opført med fokus på et særligt aspekt af bæredygtigt byggeri.
Nogle har undersøgt brugen af træ, tegl og beton, mens andre har testet, hvordan digitale samarbejdsformer og præfabrikerede moduler kan reducere spild og ressourceforbrug. Det nye hybridhus skal kombinere de bedste løsninger fra alle de tidligere projekter.
– MiniCO2 Etagehus Hybrid skal i kraft af et skalérbart og markedsrelevant design fungere som et demonstrationsprojekt, målrettet den danske byggebranche, siger Realdania By & Bygs administrerende direktør Peter Cederfeld.

Alle seks MiniCO2 Etagehuse er opført under ens vilkår og med samme budget, så resultaterne kan sammenlignes direkte.
Samtidig er de alle certificeret til bæredygtighedsstandarden DGNB Guld. Erfaringerne herfra skal nu bruges til at gøre fremtidens boligbyggeri både grønnere og mere effektivt.
Hele 40 procent af verdens samlede CO2-udledning komme fra byggebranchen, og det skal der gøres noget ved, lyder det fra Realdania.
Om MiniCO2 Etagehusene
Realdania By & Byg opfører i alt seks huse i samme størrelse og under samme rammevilkår i Kongensstræde i Kanalbyen:
- Tre materialehuse – MiniCO2 Etagehus Træ, Tegl og Beton – undersøger, hvordan der kan udledes mindst mulig CO2 ved maksimal anvendelse af hver sit gængse byggemateriale
- To proceshuse – MiniCO2 Etagehus Digital og Præfab – afprøver, hvordan forskellige måder at tilrettelægge og udføre byggeprocessen kan minimere CO2-udledning og ressourceforbrug
- Et sjette hus – MiniCO2 Etagehus Hybrid – samler den bedst mulige kombination af læring fra de fem foregående i forsøget på at skabe et hus med lavest mulig CO2-aftryk og på en måde, så idéerne på markedsvilkår kan føres videre i andre byggerier.
MiniCO2 Etagehus Digital og Træ er færdigbyggede. De resterende er under opførsel eller projektering.
Sammenligning på tværs
Etageejendommene vil i første omgang blive sammenlignet på tværs i forhold til, hvor mange ressourcer i form af tid, penge og materialer/CO2, der er gået til byggeriet. Når husene er taget i brug, skal de sammenlignes med fokus på, hvordan de er at leve i, og hvor meget CO2 de udleder i drift.
Kilde: Realdania By & Byg.






















