Dansk turisme satte med mere end 63,7 millioner overnatninger rekord i 2023. Det var samtidig en vækst på mere end 12,6 procent i forhold til 2019, som er det seneste normale år før coronapandemien.
Turisternes forbrug i 2023 er endnu ikke opgjort, men i 2022 rundede det for første gang 150 milliarder kroner, mens det estimeres, at turismeforbruget krydser 160 milliarder kroner i 2023,
Med undtagelse af coronaårene har dansk turisme været i vækst i de seneste ti år. Ifølge en pressemeddelelse fra By-, Land og Kirkeministeriet skyldes det ikke mindst, at flere og flere har opdaget, hvor meget Danmark har at byde på som turistdestination.
I takt med at det ændrede verdensbillede stiller nye krav til turismeerhvervet, så ændrer turisternes krav og ønsker til en feriedestination sig også.
Derfor præsenterer regeringen i dag en ny turismestrategi, der skal stille dansk turisme bedst muligt frem mod 2030, som det formuleres i meddelelsen.
I den nye strategi er der blandt andet fokus på øget markedsføring af Danmark som turistdestination samt på turismetilbud, herunder outdoor-, møde- og erhvervsturisme.
Med strategien vil regeringen samtidigt sikre, at turismen bidrager til levedygtige lokalsamfund, og at flere private investeringer skal styrke turismen uden for de store byer, og at det skal ske hele året rundt.
– Turismen er helt afgørende for vækst og udvikling mange steder i Danmark. I 20 kommuner står turismen for mere end 10 procent af beskæftigelsen.
Det kan altså mærkes hos den lokale købmand, på det lokale hotel og på museet, men også hos helt almindelige danske familier, når folk har lyst til at holde ferie, konferencer eller events i vores dejlige land, udtaler minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V).
– Med regeringens nye turismestrategi sætter vi massivt fokus på, hvordan hele Danmark fortsat kan være en attraktiv rejsedestination 365 dage om året på en bæredygtig måde. Derfor sætter regeringen 100 millioner af til at gennemføre den nye strategi, samtidig med at vi giver bedre muligheder for at udvikle og skabe nye attraktive tilbud til turister over hele landet.
Turismen skal omsætte for 200 milliarder kroner
Ifølge strategiteksten fra regeringen skabte turisternes forbrug skabte i 2019 cirka 154.000 arbejdspladser.
Under coronapandemien faldt turismens samlede beskæftigelseseffekt, så der i 2022 var 145.990 fuldtidspersoner beskæftiget i turismen, svarende til 4,6 procent af den totale beskæftigelse i Danmark. Efter et betydeligt dyk under pandemien er beskæftigelseseffekten fra turismen dog på vej tilbage til niveauet inden pandemien.
Mens der er investeret betydeligt i øget overnatningskapacitet i blandt andet hovedstadsområdet siden årtusindeskiftet, er turismeerhvervet flere steder udfordret af mangel på investeringer, som kan begrænse turismens muligheder for fortsat vækst. Det skal der ifølge regeringen gøres noget ved.
– Ved at modernisere lukkeloven, kan de lokale butikker i mindre byer selv bestemme, om de vil slå dørene op eller ej på årets lukkedage. På den måde kan tøjbutikken eller købmanden høste frugterne af den stigende turisme. Det kan skabe vækst og flere arbejdspladser i små lokalsamfund, udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) påpeger, at der skal gøres noget ved turistbranchen udfordringer med at skaffe kvalificeret arbejdskraft.
– Vi kommer derfor til at gå i dialog med både civilsamfundet, kommuner og turismens organisationer om, hvordan vi kan inkludere unge i turismeerhvervene. Derudover er vi nødt til at tiltrække mere international arbejdskraft. Det duer ikke, at halvdelen af hotel- og restaurationsbranchen oplyser, at de godt kunne have haft mere aktivitet, hvis de kunne få de nødvendige medarbejdere, udtaler ældreministeren.
Regeringen har en ambition om, at dansk turisme i 2030 skal omsætte for 200 milliarder kroner, hvilket er 10 milliarder kroner mere end den tidligere ambition. Blandt andet skal dansk turisme skal runde 74 millioner overnatninger.
Der skal satses på “økonomisk”, “socialt” og “miljømæssigt” bæredygtig turisme, lyder det i strategien.
Regeringen har desuden afsat 200 millioner kroner i alt over fire år til blandt andet turisme på finanslovsforslaget for 2025. Regeringen vil senere komme med et oplæg til udmøntningen af disse midler.