FB Gruppen står bag Følagerhus med både boliger, butikker og hotel i Valby. Foto: PR.
FB Gruppen står bag Følagerhus med både boliger, butikker og hotel i Valby. Foto: PR.

Der er nået en vigtig milepæl i udviklingen af området ved København Syd, hvor entreprenører og håndværkere onsdag fejrede rejsegilde på det nye byggeri Følagerhus i Valby.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra FB Gruppen, der står bag projektet ved København Syd Station.

Projektet ved siden af Silvan og over for Grønttorvet gennemføres i samarbejde med det almene boligselskab FSB, entreprenøren Ingcon, arkitektfirmaet H+ og ingeniører fra Sori og Afry.

Byggeriet samler 47 familieboliger, 32 almene boliger, 155 ungdomsboliger, et hotel med 63 værelser og butikker i én samlet bebyggelse og er tænkt som et eksempel på den blandede by med plads til forskellige beboergrupper. Butikkerne etableres i stueetagen ud mod Gammel Køge Landevej og Følager.

Annonce Annonce for arrangement hos Nohrcon

Under rejsegildet blev der lagt vægt på, at byggeriet har krævet tæt samarbejde på tværs af faggrupper, da det kombinerer mange funktioner i én bygning.

– Det helt specielle ved Følagerhus er, at det er et hus med mange forskellige brugere og behov. Det kræver samarbejde – og det er netop dét, I alle bidrager til, der har gjort det muligt at nå hertil, sagde arkitekt Aitor Martinez de Zuazo fra H+ ved rejsegildet.

Arkitektonisk er byggeriet udformet med et roligt udtryk i tegl og variation i facaderne, som skal give bygningen karakter og tilpasse den til områdets udvikling.

Når Følagerhus står færdigt, vil det samle hverdagsliv for både børn, unge, familier og ældre i et samlet byggeri på 16.500 kvadratmeter. Dertil kommer friarealer og overdækkede arealer til blandt andet cykelparkering.

AnnonceTilmeld Nyhedsbrev