
Det kommende højhus på Mindet 6 på havnen i Aarhus har nået sin fulde højde på knap 145,35 meter og er dermed Danmarks højeste bygning.
Torsdag blev der holdt rejsegilde på det markante højhus ved havnefronten i Aarhus, oplyser Ejendomsselskabet Olav de Linde, som står bag projektet.
Fra de øverste etager fremstår byens øvrige højhuse markant mindre, og byggeriet overgår dermed også Lighthouse med 3 meter.
Den nye bygning er opført oven på en tidligere foderfabrik fra 1926, som er bevaret og integreret i projektet.
– Hvis man skulle bygge et højhus rationelt, var det her ikke måden at gøre det på. Så var man startet forfra og havde revet foderfabrikken ned. I stedet giver det nogle benspænd – og bliver dyrere – at bevare den, men det er et bevidst valg. Og så giver det højhuset noget karakter, fortæller Martin Reinholdt Nielsen, senior projektchef ved Ejendomsselskabet Olav de Linde, til Århus Stiftstidende.
Transformationen af det historiske korn- og foderstoflager er tegnet af Ejendomsselskabet Olav de Lindes egen tegnestue, mens højhuset er tegnet af C.F Møller Architects.
Når bygningen står færdig omkring maj 2027, bliver de øverste etager taget i brug som kontorer, blandt andet af advokatfirmaet DLA Piper. Udsigten fra toppen bliver derfor ikke offentligt tilgængelig.
Projektet rummer dog mere end højden. I stueetagen og omkring den bevarede lagerbygning etableres nye byrum med caféer, butikker og restaurant. Området på Sydhavnen, der tidligere var præget af lukkede og nedslidte strukturer, er i gang med en omfattende omdannelse til et åbent og aktivt bymiljø.
Det 48.000 kvadratmeter store højhus opføres i totalentreprise af Aarsleff. Højhuset får 41 etager herunder 38 etager med lejemål, hvor hver kontoretage bliver cirka 1.000 kvadratmeter.























