Der er gang i udviklingen af PH Park i Hørsholm, hvor det ene rejsegilde afløser det andet. Blandt andet bygger Dansk Boligbyg lige nu 60 ejerboliger, i form af ejerlejligheder og rækkehuse for den nordjyske udvikler Calum i totalentreprise.
Boligerne bliver på mellem 65 og 170 kvadratmeter, og blandt dem findes penthouselejligheder på 170 kvadratmeter med tagterrasse samt rækkehuse i enten to eller tre etager med små private haver, oplyser Dansk Boligbyg i en pressemeddelelse i anledning af, at der netop er blevet afholdt rejsegilde på projektet.
– Lad mig gentage, hvad jeg sagde, da vi i november havde rejsegilde på lejeboligerne i byggefelt 1 og 3: Svære fødsler giver de kønneste børn, sagde Jesper Korsbæk som er udviklingsdirektør hos Calum, ifølge meddelelsen i forbindelse med rejsegildet.
– Jeg er glad for, at vi atter en gang står ved en milepæl i byggeriet. Nu i den bebyggelse, som vi har døbt PH Park Premium, for her er der ikke sparet på noget. Eksempelvis har lejlighederne i punkthusene direkte elevatorindgang, og vi har givet den gas – både med hensyn til altaner og uderum og med hensyn til indretning og materialevalg, påpegede han.
Calum har udviklet boligprojektet i samarbejde med Arkitektfirmaet Kjaer & Richter og Akademiingeniør Svend Poulsen. Byggeriet afleveres efter planen i efteråret 2023.